0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Samtale med litteraturen

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er et fremragende spørgsmål, det mest indlysende man kan stille, når man sidder med betydelige romaner mellem hænderne, hvad er et menneske? Enhver ordentlig roman rummer et forslag til svaret på det spørgsmål. Hvordan er mennesket skruet sammen, hvad er vigtigt i et menneskeliv?

En god kritiker - eller skal vi sige en god skrivende romanlæser - er en, der kan hitte rede i, hvordan romanen stiller spørgsmålet, og hvori dens svar består. Sådan en er Thomas Thurah. Han kan læse og lytte, han kan skrive medrivende. Og han kan også af og til ryge af sporet og falde i de grøfter, der følger med den slags spørgsmål.

Thurah har taget tre førende romanforfattere fra nutidig nordisk litteratur og skrevet 'tre kapitler', som han uprætentiøst kalder det. Slutkapitlet viser dog, at han har ganske store prætentioner med at sætte netop de tre, Enquist, Hultberg og Kjærstad, sammen.


Thomas Thurah har et sikkert overblik over forfatterskaberne. Han er suveræn til at mønstre dem, nævne deres hovedtræk, kombinere scener fra de forskellige bøger. To siders indledning til Peer Hultberg bærer prisen, et signalement af en skribent, der »overstår det længste på ingen plads og til gengæld får ingenting til at fylde det hele«.

I få og klare ord får Thurah sagt, at denne danske postmodernists bøger går ud på at skildre »det indestængtes natur« og gør det ved at lade iagttagelser af en bevidsthed passere gennem en anden bevidsthed. Stilistisk hedder fænomenet 'dækning'. Thurah nævner det ord, men henkastet, så ingen skal opdage det, for en af hans bestræbelser går ud på at dække sine akademiske spor og ikke skræmme nogen væk med teori eller terminologi.

Der »fortælles dækket, som det hedder«, hedder det. Med blandt andet en grundig analyse af parallellerne mellem mytologi i det gamle Grækenland og den moderne købstad får Thurah vist, hvad han mener med formens betydning for romanens menneskebillede. Og får givet 'Byen og verden' næsten mere struktur, end den har.

Om Kjærstads postmoderne krumspring i den store trilogi gør Thurah den skarpsindige iagttagelse, at der gemmer sig en traditionelt fortællende romantiker inden i dem, med en drøm om, at kærlighedens stærke arm skal klare ærterne.

Også Enquist-kapitet har fremragende kvaliteter. Thurah går ud fra den forestilling, at der i Enquists romaner forekommer et 'hul' eller en mangel et sted i fortiden, som besætter fortællingen med energi og driver dens undersøgelse fremad. Det mønster viser han så i forfatterskabets forskellige faser og oversætter det efterhånden til 'syndefald' eller 'traume'.

De to sidste ord, og identifikationen af dem, røber den eneste inspiration for denne kritiske bedrift, som Thomas Thurah selv er parat til at indrømme: Villy Sørensen og hans 'Digtere og dæmoner'.


I en efterskrift prøver Thurah at bruge også det mindst vellykkede i forbilledets epokegørende bog. Villy Sørensen satte tre så umage forfattere som Harald Kidde, Thomas Mann og Herman Broch sammen og ville have dem til at udgøre en art Kierkegaard'sk system. Thurahs forsøg på det samme ender i tynde abstraktioner - med Enquists som 'spaltningens', Hultberg som 'faldets' og Kjærstad som 'gentagelsens' forfatter, og dem alle tre som 'de evige traumers'.

Som Villy Sørensen af og til gjorde det, kan Thurah forfalde til rene indholdsreferater uden tanke på form. Det er risikoen, når man går så målbevidst efter kunstens indhold. Og i modsætning til Villy Sørensen kan Thurah i svage øjeblikke falde hen i sin egen stils sødme. Prøv engang at se på dette afsnit:

»Agape er græsk. Barmhjertighed, en broderlig kærlighed. Det er også et kristent begreb. En nåde og en tilgivelse. Noget, som tilstås én - som fortælleren noterer - uden grund. Bare fordi. Et modstykke til den spontane ondskab, Säterulvens drab. En kortslutning. Den optimale opfyldelse af det tomme«.

Her er ni punktummer, men kun to af dem, et par leksikalske oplysninger, er regulære sætninger. Resten er suggestive, besværgende sætningsstumper, en art indfølende lyrisme, som godt kan blive for meget og sige for lidt. Da Thurah konsekvent afstår fra at opgive sine kilder - bortset fra den ene, helgenkårede - kan det være svært at se, hvor grænsen går mellem det, han selv har set, og det, han har lånt fra andre læsere af disse tre meget læste og meget beskrevne forfatterskaber. Jeg har, skriver Thurah, »ingenting citeret, kun stjålet lidt«. Det er næsten for beskedent udtrykt.

Men disse forbehold skal ikke skjule at Thomas Thurahs bog er litteraturkritik af første klasse. Med talent og uden svinkeærinder får han sat ord på, hvad tre store forfattere har at sige om, hvordan menneskeliv hænger sammen.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce