Meget arbejderhistorie er skrevet efter faste skabeloner, hvor arbejderne opfattes som en homogen klasse med fælles interesser, bevidsthed og kultur, der i kraft af sammenhold og solidaritet erobrede den politiske magt og søsatte velfærdsstaten. Niels Jul Nielsen, museumsinspektør ved Københavns Bymuseum, gør i en ualmindelig perspektivrig undersøgelse op med den traditionelle politiske og sociale determinisme. Tværtimod argumenterer han for, at arbejderbevægelsens succes ikke skyldtes de langsigtede mål om at overtage produktionsmidlerne, men dens evne til at sikre eksistensgrundlaget for en bestemt lønmodtagerlivsform. Og netop ønsket om at konsolidere en bestemt livsform blev afgørende for udformningen af arbejdernes organisationer. Niels Jul Nielsen koncentrerer sin undersøgelse om forholdene på B&W i de to generationer fra 1850 til 1920. Det er der gode grunde til. Som landets største industriarbejdsplads var B&W i hele tidsrummet genstand for stor bevågenhed, og forholdene på B&W blev brugt som argumentation for stort set ethvert fagligt og politisk synspunkt, hvad der i øvrigt var tilfældet helt op i 1970'erne.
Nyt syn på arbejderhistorien
Lyt til artiklen
