Holder De af at læse om gamle kriminalsager, er kriminalkommissær Kurt Pedersens bog om Rejseholdets arbejde sikkert et udmærket køb. Men De skal ikke forvente isnende gys eller pirrende spænding. Hvis Deres ønsker går i den retning, er De nok bedre tjent med at lange ud efter en kriminalroman. Kurt Pedersen fortæller pænt og redeligt om en række sager fra sine over 30 år med Rejseholdet. Og han har sørget for at ændre navne på gerningsmænd og ofre, så de ikke kan genkendes - i nogle tilfælde har han tillige sløret stednavne. Med få undtagelser handler sagerne ikke om den grove personkriminalitet med vold og drab. En god del af bogen drejer sig om små tyveknægte og pæne bedsteborgere, som af mere eller mindre uransagelige veje gled længere og længere ud på skråplanet, inden de blev stoppet af omhyggelige politifolks ihærdige indsats. De seksten små kapitler om hver sin sag er letlæste, men de bliver lidt kedsommelige i længden. Skildringerne giver ikke nogen dybere indsigt i personerne bag forbrydelserne, og læseren bliver heller ikke meget klogere på politiets arbejdsform. Det burde da ellers være blandt de fremmeste formål med at udgive sådan en bog. Men den slags overvejelser er der måske ikke plads, tid og penge til, når forlagene styrter sig over et nyt marked efter Danmarks Radios succes med tv-serien om Rejseholdet. Dette er den tredje bog i år om den nu nedlagte afdeling af Rigspolitiet. Mindst én af de omtalte kriminalsager er en genganger fra en tidligere udgivelse. Måske var det en ide med et pusterum.