0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fryd forandrer

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Man kan muligvis på forhånd forestille sig, at det ville være en mærkeligt forgæves opgave at skrive en interviewbog med Johannes Møllehave.

Manden selv har jo udtrykt sig i bogform siden debuten i 1975 med 'På myrens fodsti', og når han ikke har skrevet, har han holdt foredrag og været land og riger rundt med sig selv - og sit budskab. Er der noget, vi ikke ved om Johannes Møllehave, og kan en god samtalepartner finde ud af at lukke det op for os?

Faktisk er det den tvivl, man får, når man åbner 'Et liv har fem akter'. Men tvivlen gøres til skamme.

Vel kan Jakob Kvist få Møllehave til at sige mere, end han allerede har udtrykt i kilometervis.

Møllehaves gode ven Niels Birger Wamberg har om Møllehave sagt, at han er »en evangelist med filter«. Det er en begavet udtalelse. Her i bogen tager intervieweren i nogen grad filtret af ham. Spørgsmålet er, om evangelisten bliver tilbage?

Det synes jeg jo, muligvis ikke med min fornuft, men med mit temperament.



Det teologiske indhold af bogen er som altid inspirerende og oplagt, Møllehave er blevet 65 og stadig en teolog, som giver i stedet for at dømme. Det hænger sammen med en retorisk iscenesættelse, som bevidst nok foretrækker at yde tilskud til kærligheden i stedet for at trække fra.

Når man læser Møllehave, får man altid meget forærende - der tales op til dig, og ikke ned til dig. Er du nede? Så kom op, siger denne Møllehave og forlanger i virkeligheden det næsten umulige af sindet. Men også kun det næsten umulige - fordi han så levende kan forestille sig den lidelse og ondskab, som knuger enhver anden.

Knuger det også ham selv? Ok ja - heller ikke her kan vi bruge vores medfødte og tillærte ondskab - at vi alle sammen er blevet løgnere, og det er godt, at Møllehave er en af os.

Hvad går tricket - for nu at prøve det perfide ord - ud på? Det går ud på at erklære sig solidarisk, og Møllehave erklærer sig solidarisk. Men det går ikke ud på at rose sig af at være en moderne helgen, for her bliver Møllehave for alvor gal. Man mærker på Jakob Kvist, at han ikke kan nærme sig sit grundspørgsmål uden at måtte give fortabt. Nej, Møllehave er netop ikke god. Men så er der evangeliet.

Og det demonstrerer bogen så med en imponerende stofrigdom. Hvad skete der med hans kone Herdis? Jo, hun spiste antabus og piller og var på kollisionskurs med sin mor, og hun var et ensomt menneske, som utvivlsomt har lidt meget. Men hun var også hans hustru til døden. Hvordan kan man det? Det kan man heller ikke - men Møllehave (og Herdis?) kunne.

Jeg ved ikke, om de kunne - men jeg ved, at det er den historietolkning, Møllehave ønsker for os, og den fortolkning har en kristen pointe. Vi siger ikke, at det var sådan - vi siger, at vi føler, at sådan var det.



Bogen kommer vidt omkring i Møllehaves kronologi, som han åbenhjertigt og sorgløst regner med vil være slut om nogle år - ikke flere bypassoperationer. Vi hører om hans studietid og hans ophold i Vridsløselille og som præst i Virum, før Bruxelles og bopælen syd for Brighton, som indrømmet også er et skattely.

Det er mange