I denne boger vi på fornavn med en dansk teoretisk fysiker, hvis ideer har givet ham plads blandt de internationale topnavne på feltet. Holger Bech Nielsen hedder han, og mange vil kende ham fra den begejstrede, men højst særegne toneføring og gestik, hvormed han fremlægger sine ideer. Hvad han egentlig siger, er der måske ikke så mange, der forstår, men hans begejstring er ikke desto mindre så smittende, og det formodede omfang af hans ideer så stort, at de fleste med fornøjelse lader sig indfange af hans show. Selv er jeg løbet på Holger (undskyld, men det hedder han altså i denne bog) mange gange gennem de seneste 20-25 år, men med skam at melde har heller ikke jeg formået at forstå, hvad det er, han siger. Så da jeg blev bedt om at anmelde denne bog, tænkte jeg, 'fint, nu kan jeg måske omsider komme til at forså Holger uden at blive distraheret af kinetisk-musikalske finurligheder'. Men nej. Jens Kertes bog er en hyldest til medie- og naturfænomenet Holger, men fysikeren kommer vi ikke rigtig i nærkontakt med. Bogen er fuld af citater, som kan stimulere ens nysgerrighed efter at forstå, hvad der mon ligger bag de forrygende påstande, men argumenterne selv hænger i tråde, der er lige så usynlige som i et marionetteater. Holger kan have ret i, hvad han siger, eller uret måske, men læseren har reelt ingen chancer for at vurdere det. Det er der selvfølgelig den meget oplagte grund til, at teoretisk fysik er indfældet i en formalisme, som man kun kan få adgang til gennem et krævende forarbejde. Holgers (og Kertes) forsøg på at oversætte ideerne til dagligsprogsbegreber er både sympatisk og imponerende, men i oversat form kommer der til at mangle en grund til at tro ham, som jeg går ud fra, ligningerne ville have givet på originalsproget.