0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Verden er så stor, så stor ...

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I denne boger vi på fornavn med en dansk teoretisk fysiker, hvis ideer har givet ham plads blandt de internationale topnavne på feltet. Holger Bech Nielsen hedder han, og mange vil kende ham fra den begejstrede, men højst særegne toneføring og gestik, hvormed han fremlægger sine ideer.

Hvad han egentlig siger, er der måske ikke så mange, der forstår, men hans begejstring er ikke desto mindre så smittende, og det formodede omfang af hans ideer så stort, at de fleste med fornøjelse lader sig indfange af hans show.

Selv er jeg løbet på Holger (undskyld, men det hedder han altså i denne bog) mange gange gennem de seneste 20-25 år, men med skam at melde har heller ikke jeg formået at forstå, hvad det er, han siger. Så da jeg blev bedt om at anmelde denne bog, tænkte jeg, 'fint, nu kan jeg måske omsider komme til at forså Holger uden at blive distraheret af kinetisk-musikalske finurligheder'.

Men nej. Jens Kertes bog er en hyldest til medie- og naturfænomenet Holger, men fysikeren kommer vi ikke rigtig i nærkontakt med. Bogen er fuld af citater, som kan stimulere ens nysgerrighed efter at forstå, hvad der mon ligger bag de forrygende påstande, men argumenterne selv hænger i tråde, der er lige så usynlige som i et marionetteater. Holger kan have ret i, hvad han siger, eller uret måske, men læseren har reelt ingen chancer for at vurdere det.

Det er der selvfølgelig den meget oplagte grund til, at teoretisk fysik er indfældet i en formalisme, som man kun kan få adgang til gennem et krævende forarbejde. Holgers (og Kertes) forsøg på at oversætte ideerne til dagligsprogsbegreber er både sympatisk og imponerende, men i oversat form kommer der til at mangle en grund til at tro ham, som jeg går ud fra, ligningerne ville have givet på originalsproget.


Men hvis man kan affinde sig med dette, så er bogen vældig stimulerende for både fantasi og omtanke. Babyuniverser, ormehuller, tidsmaskineguder, vakuumbomber, skabelse, mirakler, det antropiske princip og meget andet bliver her tænkt sammen i garanteret uventede kombinationer og med Holgers aldrig svigtende selvkritiske nysgerrighed som charmerende undertone.

Et tilbagevendende tema i en sådan bog er selvfølgelig teorien om big bang, urknaldet, hvorved vores univers efter gældende teori tænkes opstået ud af intet for ca. 15 milliarder år siden. Her kan Kerte ikke bare sig for at spørge vor vismand om, hvad der mon var årsag til big bang, altså hvad der gik forud.

»Strengt taget kan vi ikke sige noget«, svarer Holger hæderligt nok, men tilføjer så lidt senere: »Mange skabelsesberetninger a la den i Bibelen tager udgangspunkt i en begyndelse uden noget som helst forud for denne begyndelse, så på det område er der i en vis forstand en forbavsende overensstemmelse mellem religionernes tro og mystik og den moderne videnskab og kosmologi«.

Jeg forstår ikke den slags. Fysikken må nødvendigvis operere ud fra de lovmæssigheder, man kan konstatere i vores univers, hvad ellers? Men disse lovmæssigheder kan selvfølgelig ikke sige noget om, hvordan de selv er opstået, for hvis de kunne det, var de jo til stede, før de opstod. Her må fysikken rent logisk melde pas og overlade banen til metafysikken.

Og derfor er der for mig at se intet som helst forbavsende ved, at big bang-teorien placerer os i skabelsens almene problem, som i sin logiske grundstruktur er fælles for enhver metafysik, religiøs eller ej: at 'intet' kan blive til 'noget'.


Det er netop i relationen mellem fysikken og metafysikken, mit største problem ligger med 'Holgers univers'. Bogen synes at ride på en bærebølge af tro på, at fysikken kan bruges til at skyde genvej til metafysikken. Jeg tvivler. Fysikkens rolle i den forbindelse er snarere negativ, den kan bruges til at gennemhulle tåbelige metafysiske ideer.

Og når der hist og her luftes en fysikerambition om, at kunne forklare, hvad der skete så at sige ved tidens begyndelse, »før den første milliardtedel af en milliardtedel af et sekund«, så undres jeg over den usminkede naivitet.

Holgers egen »kæledæggeteori« om »tilfældig dynamik« er da også nærmest en metafysik, en meget tiltrækkende af slagsen, vil jeg sige. Men Holger er selv befriende præcis, når han om den siger: »Når jeg, eller andre, fortæller om deres egne teorier for naturlovene, skal man som regel ikke tro på det - det gør vi knap nok selv«.

Fint. Selvfølgelig skal vi spekulere over universet, og nogle spekulationer er bestemt bedre end andre. Men bevar nu tvivlen - den kan ingen fysik fjerne.