Tintin-eventyret 'De syv krystalkugler' åbner med en fredsommelig scene i et tog. Tintin er på vej til Møllenborg for at besøge kaptajn Haddock, og en bedsteborger kigger ham over skulderen under avislæsningen: »Husker De ikke det med Tutankhamon, unge mand«, spørger han. Og det gør både Tintin og alle os læsere jo. Var der ikke noget med, at de videnskabsmænd, der åbnede graven, næsten alle sammen døde under mystiske omstændigheder - ramt af Faraos forbandelse? Vi har i hvert fald hørt og læst det mange gange. Men der er faktisk ikke noget om det. Af de 22 personer, der var med til at åbne sarkofagen, levede de 20 stadig ti år efter. Næsten alle sammen døde de i deres 70'ere eller 80'ere, og altså mange årtier efter ekspeditionen. Ekspeditionens leder, Howard Carter, overlevede udgravningen i 16 år og blev 66 år gammel. I virkeligheden er det ét dødsfald, der i øvrigt fandt sted, før mumien overhovedet blev fundet, der må være udgangspunktet for hele mytologien. Pointen er naturligvis, at der er historier, der er så gode, mystiske og dramatiske, at de har meget større chancer for at blive gentaget og overleveret end de tørre facts. Eksemplet med Faraos forbandelse er ganske uskyldigt. Det gør næppe større skade, at de fleste af os lever i en vildfarelse på dette punkt. Men man kan roligt sige, at den menneskelige tilbøjelighed til hellere at tro på noget, man ikke ved, om er sandt, end vide noget, man ikke bryder sig om at tro, har mange, mange udtryk. I gamle dage, da de store religioner blev doceret og forstået bogstaveligt, var de det meste markante eksempel på fænomenet. Livet og døden får mening, fordi vores tro fortæller os, at der er en Vorherre i himlen og et liv efter døden. Nu til dags er religionen ikke så kontant - slet ikke herhjemme - og kommer derfor ikke i karambolage med tørre facts og videnskabelig indsigt. Den befinder sig på et andet plan, så at sige. Vores behov for at tro på konkrete ting, der ligger uden for både hverdagslivets og videnskabens erfaringer, er derfor flyttet over i det alternative. Vås og vrøvl Det er et enormt område. Det begyndte med spiritismen i 1800-tallet, men det er fortsat med clairvoyance, telepati, astrologi, auralæsning, jordstråler, ufoer og pyramidekræfter, for blot at nævne nogle eksempler. Og der dukker hele tiden nye varianter op. Dele af det har religiøs karakter - new age er nok den bedste fællesbetegnelse - men der er ikke tale om organiseret eller dogmatisk religion. Forskellige former for interesse for eller tro på for eksempel reinkarnation, meditation, drømmetydning og astrologi kombineres på helt individualistisk og demokratisk vis. Selv om fænomenet har begrænset synlighed i offentligheden, berører det millioner af mennesker i den moderne verden. Der er mange bøger om alternative fænomener og ideer, og en del af dem sælges i meget store oplag. En gang imellem bliver den ene eller den anden tendens synlig for offentligheden via de etablerede medier. I en periode kunne man hver fredag i Danmarks Radio høre en astrolog lægge et horoskop for den kommende uge. For et par år siden åbnede Politiken selv spalterne i vores sommermagasin for læsernes mystiske oplevelser; det væltede ind med underlige historier. Der var for nogle år siden en borgmester, der tog jordstråling meget alvorligt, indtil jordstråleeksperternes indbyrdes uenighed kørte ham træt. Og mange af os husker Uri Geller, der bøjede gafler i tv. Men næsten alle bøger om det alternative - også dem, man kan finde på biblioteket - er skrevet af mennesker, der tror på i hvert fald den variant af det alternative, som de selv interesser sig for. Hvad enten de nu er sofistikerede eller mere primitive fremstillinger, så sætter de ikke kritiske spørgsmålstegn ved stoffet. De ser på tingene indefra, og ikke udefra. Det paradoksale er, at selv om vores samfund i stadig højere grad hviler på de resultater, som det videnskabelige gennembrud i de seneste par hundrede år har bragt os, så interesserer den kendsgerning, at millioner af mennesker ikke er tilfredse med videnskabens verdensbillede, ikke ret mange videnskabsmænd. For dem er det alternative noget 'vås og vrøvl', som der ikke er grund til at spilde tid på. Men er det klogt? Rent faktisk går det jo ikke så godt med at rekruttere til de naturvidenskabelige fag. Det er, som om videnskaben fascinerer mindre end strømninger, der allerede mener at have løst alle mulige mysterier. Og det på trods af at videnskaben jo beskæftiger sig med det allerstørste mysterium - det, der går ud på at finde ud af, hvordan verden rent faktisk er indrettet - et mysterium den oven i købet hele tiden gør små fremskridt med at løse. Måske var det værd at tage konkurrencen op og demonstrere, hvad videnskab og kritisk fornuft kan bidrage med også på dette område? Om ikke andet kunne det måske skaffe flere kunder i butikken. Hul i markedet Retfærdigvis skal det siges, at der hele tiden har været videnskabsmænd, der har interesseret sig for området. Nogle har gjort det polemisk og moret sig med at afsløre alternative fænomener som - bevidst eller ubevidst - fup og svindel (det er ofte ikke særlig svært; det svære er at få medierne til at interessere sig for den afdramatiserende vinkel på stoffet). Andre har mere nøgternt forsøgt at undersøge emnerne med normal videnskabelig metode. Når vi ikke hører så meget til dem, har det en meget prosaisk årsag. Der er ikke rigtig penge i det. Mens bøger om Bermudamysteriet, djævleuddrivelse, eller tankelæsere, der hjælper politiet, går som varmt brød, er det samme ikke tilfældet med omhyggelige opremsninger af alle de ting, der ikke passer, ikke har hold i virkeligheden eller ligefrem er det rene fup. Så meget desto mere prisværdigt er det, at Politikens Forlag nu har ydet sit store bidrag til at udfylde dette hul i markedet, der samtidig udgør en alvorlig mangel i folkeoplysningen (her må jeg hellere tilstå: Jeg har selv i forlagets bestyrelse opmuntret og tiljublet processen). Ved at udsende en opslagsbog om det alternative - fra 'abductions' til 'åndemaning (se Spiritisme)' hen over drømme, grafologi og homøopati - har redaktør, forfattere og forlag gjort det muligt for os alle sammen at få et overblik over, hvad der foregår på området, hvad der er nyt og hvad gammelt, hvad der er undersøgt, og hvad der ikke er det - og med hvilket resultat. Videnskabsmænd og andre fagfolk (et par tryllekunstnere, for eksempel) har i fællesskab gjort håndbogen til et noget nær komplet værk om i hvert fald de vigtigste strømninger, navne og begreber på et stort og vildtvoksende område. Brædder på fødderne Det er naturligvis fra bogen (side 178-79), jeg har oplysningerne om Tutankhamon-ekspeditionens medlemmers lange og sunde liv. Og der er mange af den slags guldkorn. Hvor mange er for eksempel klar over, at de mystiske mønstre, meget synlige fra luften, der i 1970'erne dukkede op i engelske kornmarker (og sås gentaget herhjemme i 1990'erne), har en såre naturlig forklaring: To ældre englændere, Dough Bower og Dave Chorley, har indrømmet, at de i 15 år havde som hobby at spadsere rundt med brædder på fødderne om natten og lave de flotte mønstre: Meget tyder på, at de har haft efterlignere herhjemme. Men sådanne facts om kuriøse mysterier udgør kun en meget lille - om end stærkt underholdende - del af bogens 256 tætpakkede sider. Artiklen om drømme og drømmetydning er for eksempel en substantiel affære. På den ende side har omfattende forskning dokumenteret, at drømme er både unikke (hver gang for den enkelte) og kulturbundne (for grupper). Det udelukker altså, at man - som mange ellers har gjort det - kan tilskrive bestemte drømmebilleder bestemte betydninger, altså gøre dem til et budskab til drømmerens vågne liv. Man har heller ikke kunnet dokumentere de symboler eller arketyper, som Jung og Freud interesserede sig for, eller deres andre ideer om drømmes funktion. Men selv om der er forskere, der mener, at drømme slet ingen mening har - det er blot hjernecomputeren, der 'renser filerne' om natten - så er det heller ikke nogen videnskabelig sandhed. Drømme har formentlig en betydning eller funktion. Vi ved blot endnu meget lidt om, hvad den er. Også artiklen om f.eks. astrologi er lang og tankevækkende - om end fuldstændig ødelæggende for astrologer. Deres teorier hænger fast i håbløse selvmodsigelser, manglende forklaringer, og - ikke mindst - manglende forklaringskraft. Hver gang astrologer 'testes' under kontrollerede forhold, falder de igennem. Ikke overraskende, måske, men dog værd at vide, når man tænker på, at der findes virksomheder, der i ramme alvor bruger penge på den slags. Ydmyg opfordring Bogens bidragydere er forsigtige, høflige og pæne mennesker. De gør nøje rede for, hvad man kan sige med nogenlunde sikkerhed, fordi det er undersøgt igen og igen. Og for alt det, som man ikke kan sige noget sikkert om, fordi det ikke er det, eller ikke egner sig til at blive det. Det er typisk for denne tilbageholdenhed, at artiklen om korncirkler slutter med den uafviselige bemærkning, at »fænomenet står og falder med, om der findes andre korncirkler end dem, der er fremstillet af spøgefugle som Dough og Dave«. Det er jo rigtigt, men jeg er nu ikke i tvivl. 'Politikens bog om det alternative' læses i ét stræk, fordi den er klart, pædagogisk og - ikke sjældent - morsomt skrevet. Den er rig på utallige oplysninger, der ellers ikke er nemt tilgængelige på dansk. Men den er også et uundværligt opslagsværk for den, der skal finde ud af, hvad for eksempel chakraer, ektoplasmer eller et ouija-bræt nu lige er for noget. Den bør som minimum stå på ethvert folke- og skolebibliotek og være til rådighed for enhver journalist, der overvejer at skrive en 'spændende historie' om et nyt og 'helt uforklarligt' fænomen ude i den store - eller nære - verden. Jeg er sikker på, at de fleste af forfatterne gerne stiller sig til rådighed, hvis man som formidler ønsker at leve op til sin oplysningsforpligtelse. Jeg er helt på det rene med, at der nok sidder adskillige læsere tilbage efter endt læsning af denne tekst med en uberørt overbevisning: Det kan godt være, at der findes masser af fup, svindel og udokumenterede påstande på området. Men de alternative fænomener, jeg interesserer mig for, det er nu noget ganske andet - langt mere meningsfyldt, raffineret og positivt. Kort sagt: Der er nu alligevel mere mellem himmel og jord (for slet ikke at tale om 'bag virkeligheden'), end videnskabsmænd og deres kolde, kritiske fornuft drømmer om. Og lad mig indrømme det med det samme: at udtale sig skråsikkert om alt, hvad der findes eller ikke findes mellem himmel og jord, ville være både meget arrogant og meget uvidenskabeligt. Det kunne denne bogs forfattere da heller ikke finde på. Lad mig derfor slutte med en mere ydmyg opfordring: Læs bogen - og brug den. For selv om den ikke rummer svar på alt, hvad der findes mellem himmel og jord, så giver den dog god og klar besked om forbløffende mange ting, som vi har hørt meget om, men som altså ikke findes eller virker derude. Og det er vel ikke så ringe, uanset hvad vi hver især tror eller ikke tror på.