I dag afsluttes på den internationale arkitekturdag et af de senere års mest imponerende værker, 'Danmarks havekunst' i tre store bind og med fortællingen om den lange tradition for havekunsten, der herhjemme omfatter en periode fra 1500 til i dag. I arkitekturen repræsenterer netop havekunsten ofte det forunderlige og forsonende. Hvor ofte er der ikke tale om et formildende skær, sådan som planternes grønne fryd kan slynge sig om bygningsformer, som ved nærmere eftertanke er bedst tjent med at dæmpes. Forunderligt er det også, at haverne skifter med årstiderne. Der er tale om en langsom kunstart. Det plantede skal gro, og først efter mange års vækst ser man, om arkitektens tankegang er blevet til velsignelse, eller det hele måske mislykkes, og havekunsten dermed bliver sin egen værste fjende. Haver skal passes, noget det ofte kniber med i offentlige anlæg. Det tredje og afsluttende bind - så er værket på over 1.200 sider med en rigdom af pragtfulde illustrationer - behandler de danske haver efter krigene, hvor specialet fik international opmærksomhed, ikke mindst på grund af mestre som C.Th. Sørensen - ham med skrammellegepladserne - og Sven Hansen, som udvidede arbejdsfeltet til det landskabelige. Annemarie Lund, gennem mange år redaktør af tidsskriftet Landskab, er den fremragende forfatter.
Det store velvære
Lyt til artiklen
