0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mytemageren

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvis man mener, at den kristne verdenslitteraturs mest læste og udbredte værker må være 'Dantes guddommelige komedie' og Miltons 'Paradise Lost', må man tro om igen. Det er nemlig Tolkiens 'Ringenes herre', hvis anden og tredje del som film verden venter på i spænding.

I 1997 blev romaneposet endog i England valgt som alle tiders vigtigste udgivelse, overhalende både Jane Austen og Charles Dickens. Og selvom dets forfatter på det kraftigste og til det sidste opponerede imod at læse hans bog om hobbitten Frodo og co. og et univers delt op i sort og hvidt som en Wagner-inspireret, religiøs allegori, ånder historien tykt af en aura af kristne dyder fra en fjern middelalder.

Mod og høviskhed, respekt for natur og dyr, mennesket som del af noget større i et organisk fællesskab i Midgård, hvor kødelig elskov endnu er en fjern storby i en meget fremmed fremtid. Dog genialt og originalt, ikke artikuleret frem som i gængse ridderromaner af en adelig overklasse, derimod profileret af en beskeden middelklasse, de små hobitter med hang til hygge hjemme i en landsby, som ligner Asterixs i Gallien.

Sådan omtrent er den tematiske kerne i Michael Whites overvejende kærlige, men også nu og da kritiske biografi over J.R.R. Tolkiens liv og levned.


Født i Sydafrika i 1892 som søn af småborgerlige forældre mistede han tidligt sin far, mens han selv opholdt sig som dreng tilbage i England. I sin sorg omvendte moderen sig til katolicismen, hvilket fik hendes anglikanske familie til resolut at vende hende ryggen. Også Tolkiens mor dør tidligt. Af sukkersyge, men måske også fordi familien ikke anerkendte hendes nye tro.

Det mente i hvert fald sønnen, som aldrig tilgav dette svigt og foragtede enhver form for tro uden for moderkirken. Med tiden bliver han nemlig mere og mere fundamentalistisk katolik, helt klart til højre for midten i Vatikanet og helt klart i opposition til al moderne kultur.

Tolkien ejede hverken bil, radio endsige tv og engagerede sig aldrig i politik. Sådan set lidt ironisk, når man tænker på, at hans allerførste fans var hashrygende og alternative hippier i 1960'ernes Californien, som helhjertet gik ind for fri kærlighed i hele Elverland!

I 1920'erne gør Tolkien en pæn akademisk karriere, der ender med et professorat i Oxford i angelsaksisk sprog og kultur. Forinden bliver han gift med den lidt ældre Edith, hvem han noget hårdhændet tvinger til at konvertere til romerkirken og siden lænker til hus og have, mens han selv går på pub med venner.

Kort efter deres vielse er han med i Første Verdenskrig og bliver efter det berømte blodbad ved Somme i 1917 sendt hjem med skyttegravsfeber. Det er sådan set det mest opsigtsvækkende og skelsættende i Tolkiens liv, en traumatisk krigsoplevelse, som giver ekko i det senere forfatterskab.


Over sin første ungdom og med personlige digte i skrivebordsskuffen skriver han så sine hovedværker, først 'Hobitten' og så 'Ringenes herre', kæmperomanen, der blev påbegyndt i slutningen af 1930'erne og først kom ud i midten af 1950'erne. Og så Tolkiens eget personlige valg af mesterværk, 'Silmarillion', som i endelig form kom ud i 1978, fem år efter forfatterens død.

Tolkien var privat hverken en omgængelig eller nem mand. I mange år er han ven med den åndsbeslægtede kollega i Oxford C.S. Lewis, forfatteren til 'Narnia'-bøgerne. De mødes i en gruppe til øldrikning og oplæsning af egne tekster. Men da Lewis omvender sig fra mild ateisme til åben protestantisme, gifter sig med en fraskilt amerikansk kvinde og i øvrigt får kommerciel succes med sine bøger, slår Tolkien hånden af ham.

Ifølge White er Lewis den rummelige og tolerante, som på trods af fjendskab gjorde meget for Tolkien, som han beundrede grænseløst. Denne beundring var ikke gensidig. I det hele taget kan man sige, at Tolkiens syn på andre forfattere var noget smalsporet.

Han afskyede Dante, Cervantes og Shakespeare, kun islandske sagaer fandt nåde for hans blik. Og så selvfølgelig de mange mindre kendte skribenter, som ligger bag hans eget forfatterskab. White fremhæver Walter Scott og især interessant den engelske kunstner William Morris, hvis romantiske malerier af middelalder i midten af 1800-tallet præget af en præmoderne folkesocialisme fik afgørende betydning for Tolkiens egen hobitverden.


Og Tolkien opfandt ikke fantasy, skriver White, men blev med tiden helt klart genrens ypperstepræst. White finder helt bestemt, at Tolkiens 'Ringenes herre' er et mindst lige så stort værk som James Joyces 'Ulysses'. Personligt kender jeg mindst lige så mange, som er gået død i den første som i den sidste roman. Thi synet på Tolkien er mildt sagt delt.

Litteratur for langsomme voksne, drengebogens svar på Marcel Proust og på engelsk Bored of the Rings, er der blevet sagt vrissent om værket, især fra litterater, som kritisk accentuerer historiens humorfri, sexløse og gotiske univers med en latent katolsk ideologi inde i de sorte bjerge og dybe skove.

Men ifølge White kan millioner af læsere ikke tage fejl. Med sine bøger skabte Tolkien helt bevidst en engelsk mytologi i en art misundelse over vores med Valhalla, Odin og Tor, skønne møer og raske svende, som bebor de danske øer. Om man så kan lide det eller ej, det lykkedes for ham at skabe en gudeverden, en fantastisk regnbue, der forbinder gamle 68'ere på alderdomshjem i Kløvedal til en virtualiseret ungdom, som for en stund slukker computerskærmen for at læse om den dæmoniske ring smedet af dværge i myternes tidlige morgen.

PS. Oversættelsen svigter nogle gange. Den berømte plakat fra England under Anden Verdenskrig med en smuk spionerende kvinde blandt soldater og en advarsel om ikke at sladre, Keep mum, she is not that dumb - hold kæft, hun er ikke så dum - bliver til 'Behold mor, hun er ikke så dum!'. Måske helt i Tolkiens ødipale ånd, men altså ikke i tekstens!