For seks år siden udsendte etnologen og historikeren Palle Ove Christiansen en massiv disputats om kulturelt særpræg og kulturforskelle mellem herskab, bønder og andre beboere på det midtsjællandske gods Giesegaard fra midten af 1700-tallet til slutningen af 1900-tallet. Det var en typisk strukturel analyse af forandringerne og livsformerne med udgangspunkt i sociale og økonomiske vilkår. Det betød ikke, at personerne var fraværende, men de fremstod nærmest som repræsentanter for bestemte strømninger og tendenser. Bogen var uden tvivl den til dato grundigste analyse af udviklingen i et lokalsamfund. Men det var et værk for specialister. Den almindeligt interesserede læser blev analyseret 30 meter ned under jordens overflade. Palle Ove Christiansen er nu vendt tilbage til Giesegaard. Emnet er for så vidt det samme. Kulturelt særpræg og kulturelle forskelle, sammenhængen mellem dagligliv og mentalitet. Men indfaldsvinklen er en anden. Strukturanalyserne er lagt til side; udgangspunktet er de enkelte personer. Samtidig er perspektivet forkortet. Det er Giesegaard i 1700-tallet, stavnsbåndet, oplysningens og reformernes tid. Den vigtigste forskel ligger dog i selve fremstillingsformen. Palle Ove Christiansen er vendt tilbage til den traditionelle fortællende kulturhistorie. Og han kan virkelig fortælle. Han kan skildre en bondestue med den indeklemte hørm, så det sætter sig i næsen. Fremskridtsvenlige borgermænd kunne ikke forstå, at bonden ikke åbnede for den friske luft. Men lukkede man indeklemtheden ud, forsvandt også varmen. Og dog var bondens huse utvivlsomt bedre at opholde sig i end 100-150 år tidligere, ikke mindst takket være jernovne og murede skorstene.