Eichmann var i Det Tredje Rige ansvarlig for transporten af jøder til koncentrations- og udryddelseslejrene, og sagen mod ham i Jerusalem er i sig selv en af de mest interessante retssager mod naziforbrydere. Eichmann blev dømt skyldig i bl.a. forbrydelser mod menneskeheden og derpå henrettet. Arendts bog om sagen rejser en række interessante spørgsmål, og ét af dem drejer sig om, hvordan vi skal forstå Eichmanns ondskab. Op imod forsøg på at fremvise Eichmann som radikal og patologisk jødehader hævdede Hannah Arendt, at hans motiver og karakter (i modsætning til den forbrydelse han deltog i) var skræmmende banale. Han søgte, kort sagt, karriere. Han fattede ikke, hvad han gjorde, fordi han ikke reflekterede over sine handlinger, ikke satte sig i sine ofres sted. Hannah Arendts analyse og refleksion over ondskab, ansvar, ret og politik er de sidste snes år blevet genstand for stigende international interesse og diskussion. Med 'Ondskabens banalitet' er der endelig kommet en dansk antologi, som diskuterer og perspektiverer Arendts berømte og berygtede bog 'Eichmann in Jerusalem - A Report on the Banality of Evil' (1964).
Arendts svære ondskab
Lyt til artiklen
