0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Jaguar eller æselkærre

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Fra Rio til Johannesburg. Fra jubel til tavshed. Fra glæde til sorg. Nej, det er ikke beskrivelsen af antiklimaks for et sydafrikansk karnevalsselskab på vej hjem. Det er desværre - knap så muntert - en skitse af, hvordan bæredygtig udvikling er gået tilbage siden verdenstopmødet i Rio i 1992.

Nu ti år efter står vi foran en ny kæmpekonference om bæredygtig udvikling, som åbner på mandag i Sydafrikas hovedstad. Og pessimismen er i højsædet.

Bare spørg forfatteren og journalisten Knud Vilby. I en ny bog gennemgår Vilby ti såkaldte globale fronter, hvor den fattige verden taber til den rige verden. Nøgletallene inden for f.eks. økonomi, sundhed, uddannelse, teknologi og miljø vidner om en massiv spredning af global ulighed.

Elendighedens symbiose er vokset - stadig flere fattige lande er afhængige af stadig færre rige lande - men hvad værre er, den negative udvikling finder sted med fuldt overlæg og mod bedre vidende. Kynismens triumf er total. 'Udvikling' og 'retfærdighed' er pompøse ord, man i den rige verden bruger i festlige lag; de gælder bare ikke i den 'virkelige virkelighed'.

Mange vil formentlig rynke på næsen af Vilbys gennemførte dystopiske fremstilling. Hvis man abonnerer på Bjørn Lomborgs tolkninger, er det en besk kop te at få ned. Men selvom tonen i bogen kan virke anklagende og unuanceret - sort er favoritfarven - er det værd at gribe fat i denne letlæste tolkning af verdens fordelingsmæssige ubalance.

Det er fristende, blot at afvise Vilbys analyse som udtryk for en forældet venstrefløjskritik, men der er ingen grund til at skyde budbringeren, selv om budskabet er ilde hørt.

Modeksempler på tingenes elendige tilstand og flere reflekterede diskussioner havde været på sin plads, men det skal ikke skjule, at det en bog, der gør indtryk i en tid, hvor jubeloptimismen er kommet på finansloven.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce