0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tynget af historie

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

'Konflikten i Mellemøsten' klinger som et ekko i baghovedet fra de første sort-hvide tv-erindringer for en hel generation verden over. Stenkastende palæstinensere, billeder af terrorbombers hærgen, Arafats pakistanertørklæde på vej ud og ind af forhandlingslokaler med skiftende israelske ledere.

Men hvad er det egentlig, den uendelige konflikt handler om? Hvorfor sætter arvefjenderne sig ikke bare ned og finder ud af at dele landet, så der kan blive fred?

Svaret skal findes i historien, og det er den historie, som Carlo Hansen fortæller i bogen 'Kaktussens land - en rejse i selvbedrag'. Hans pointe er, at den historie ofte forsvinder i mediernes dækning af konflikten. Eller helt banalt: for at forstå nutiden må vi forstå fortiden.

Den korte medieversion af konflikten er, at Israel fik nok af palæstinensiske terroraktioner og gengældte med brutal styrke for at beskytte sine borgeres sikkerhed.

Men den version er forenklet og underspiller den kendsgerning, at forud for den seneste kulmination er gået en hårdhændet israelsk besættelse, som har tvunget den palæstinensiske befolkning i knæ økonomisk og socialt. En tilstand, som er forværret af et udueligt og korrupt palæstinensisk selvstyre. Og forud for det er gået det palæstinensiske folks fordrivelse fra deres land og forud for det ... osv.


Det er en rystende historie, som oprulles. Hvor mange fremstillinger starter med statens Israels oprettelse efter Anden Verdenskrig, går Hansen længere tilbage og beskriver, hvordan den zionistiske bevægelse længe før krigen har arbejdet for en jødisk stat i Palæstina.

Det dokumenteres i bogen, at ingen midler er blevet skyet i denne kamp. Bogen har sat et kapitel af til 'Massakrer', og det bliver her klart, at om end der blev begået overgreb mod civile i flygtningelejren Jenin, er ordet 'massakre' malplaceret i den sammenhæng.

Bogen gennemgår den Mellemøstlige lidelseshistorie og fletter aktuelle reportager med de væsentligste temaer i konflikten. Fra en israelsk jøde fra New York, der fortæller om at leve i angst omgivet af fjendtligt indstillede arabiske lande, til palæstinensiske flygtninge, der ser tilbage på ødelagte liv og stadig drømmer sig tilbage til den jord, de blev fordrevet fra.


Det er en vred bog, som Carlo Hansen har skrevet. Som journalist og udlandsredaktør på Århus Stifttidende har han beskæftiget sig med Mellemøsten i 20 år, og der ligger en frustration under beskrivelsen af konfliktens håbløshed.

Vreden vil vække genkendelse hos alle, der har besøgt Vestbredden og selv været vidne til den militære og økonomiske undertrykkelse, som palæstinenserne lider under. Og den frygt for selvmordsbomber, der er blevet en del af israelernes dagligdag.

Men skønt vreden først og fremmest er rettet mod de israelske myndigheder og verdenssamfundet, for dets passivitet, er forfatteren ikke blind for problemerne med det palæstinensiske styre.

Det viser sig blandt andet i undertitlen 'en rejse i selvbedrag', som Carlo Hansen har lånt af den israelske forfatter og journalist Danny Rubinstein.

Selvbedraget refererer først og fremmest til de fire millioner palæstinensiske flygtninge, som lever under kummerlige forhold i flygtningelejre i området og på korte besøg vender tilbage til de små stykker jord, som de er blevet fordrevet fra. De lever i en illusion om, at de en dag får ret til at vende tilbage. Nogle af bogens mest gribende passager er netop disse menneskers historie.


Det er svært at være uenig med forfatteren i, at den historiske baggrund for konflikten tilfører væsentlige aspekter. Men på sin vis gør forfatterens præcise beskrivelse af selvbedraget også bogens understregning af områdets historie paradoksalt. For den plagede region synes så tynget af fortiden, at det skygger for løsning af nutidens konflikt.

Historien tynger også bogen. Den fungerer bedst i nutidsskildringerne og den tematiske gennemgang af de forviklinger, som konfliktens gordiske knude består af. Flere af de historiske afsnit er for tyngede af historisk opremsning, som ikke sættes i forhold til den aktuelle konflikt.

Det ændrer ikke ved, at bogen giver et billede af Mellemøstkonfliktens væsentligste aspekter. Der er ikke meget håb i bogen, men det afspejler desværre de forhold, den beskriver.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce