Det anslås, at hen ved fem procent af over 65-årige danskere lider af invaliderende demens, og til trods for stadig bedre viden og diagnostik, er det fortsat fortvivlende begrænset, hvad lægevidenskaben terapeutisk kan stille op: Ved de alvorlige demensformer består den eneste behandling således af tryghed, pleje og kærlig omsorg, hvilket til gengæld kan gøre et tungt forløb betydeligt lettere, skønt det naturligvis hverken kan ophæve sygdommen eller stille smerten for de pårørende, som magtesløst må se på. I bogen 'Pas godt på min far' fortæller journalist Else Steenbuch Yde åbenhjertigt om sin fars nedbrydende demenssygdom, og foruden at være en god og lydhør beretning om sorgen ved dette dybe eksistentielle tab, ligger bogens lammende systemkritik hele tiden lige underneden: Det hæderkronede danske velfærdssystem har således - ifølge Steenbuch Yde - vendt de demente ryggen, og som pårørende og klient konfronteres man gang på gang med en kold og berøringsangst ligegyldighed, som kun sættes yderligere i relief af ældresektorens udrangerede og ressourcefattige omgivelser. I bogen skildres plejehjemmets skærmede afsnit således på nærmeste hold, og dét er ikke et syn, som får læseren til med sindsro at blive gammel: én nattevagt til fjorten demente beboere, passivisering med psykofarmaka, umenneskeliggørelse, nedværdigelse, arrogance og mangel på basal kompetence. Nej, 'Pas godt på min far' er langt fra noget glædestelegram fra en velfærdsstat i trivsel. Omvendt er der heller ikke tale om nogen klynkende klageskrift, for bogen indeholder også en række beretninger om, hvordan tingene faktisk kan gøres anderledes - om alle de mange undtagelser, der bekræfter reglen, fordi man her tør tænke nye tanker om, hvordan menneskeværd og personlig integritet kan (og skal) sættes på dagsordenen, selv når eksistensen har barske vilkår. Pointen i 'Pas godt på min far' er således, at der er brug for kreativ nytænkning i behandlingen af ældre og demente medborgere - og med bogens udmærkede indlæg er bolden givet op for en forhåbentlig visionær debat om linier og perspektiver i fremtidens plejesektor. For nok handler det om penge, bygninger og hjælpemidler, men uden et sundt og ordentligt menneskesyn, er slaget på forhånd tabt.