0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det uanseelige i mellem

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvem er Giorgi Morandi? Ja, der er ikke mange, der, når de hører navnet, straks tænker på en stilfærdig italiensk maler, der i over halvtreds år frem til sin død i 1964 malede sig frem til en anselig berømmelse ved hjælp af et enkelt motiv: tragte, flasker og skåle på et bord, eller rettere, det der var uden om og mellem tingene.

Emnet for Gertrud Købke Suttons kunstnermonografi er opsigtsvækkende på et konkurrencepræget bogmarked, der jager den sikre succes, og den er derfor også så meget desto mere velkommen. Og utidigheden har sin baggrund. Bogen er en skrivebordsyoyo, der først fandt sin endelige form og forlægger efter knap halvtreds år.

Gertrud Købke Sutton skriver forventeligt dedikeret om sit yndlingsemne. Men hun er først og fremmest god til at læse billeder. Det er simpelthen interessant at læse hendes billedanalyser. Hun er grundig uden at blive omstændelig. Især hendes billedbeskrivelse - en disciplin, der ellers står svagt i tidens kunstformidling - er præcis.

Benævnelsen af komposition, former, farver og maleteknikker er forudsætning for, at hun overbevisende åbner Morandis billeder. Tolkningen kan, Morandis minimale stil taget i betragtning, så til gengæld tage sig ud som en læsning af verden på bunden af en tekop.

Men det gør ikke noget, når det er en begavet læser som Gertrud Købke Sutton, der udlægger tegnene. Det gør ikke noget, det bliver højtflyvende, hvis bare der er luft under vingerne.

Bogen letter dog lidt for sjældent. Den lader sig tynge til jorden af andre klassiske kunsthistoriske discipliner som påvirkningshistorie og biografi, som i detaljen ikke synes synderlig vedkommende for Morandis egenartede kunst.

Det er ikke ligegyldigt, men udbyttet af at kende hans familie eller inspirationen fra Cézanne, futuristerne, de Chirico og Carrà synes mindre i forhold til det, der er interessant at forstå, hvorfor hans opstillinger på lærredet ser ud, netop som de gør.


Grundigheden har jo selvfølgelig sine afkast og således løser Gertrud Købke Sutton ved et selvsyn i Morandis atelier gåden om, hvorfor det en overgang er umuligt at skelne baggrund og bordflade i Morandis billeder. Hun opdager, at han stiller tingene på et bøjet stykke pap. Enkelt, men det forklarer ikke, hvad denne udflydende grund betyder i billedet.

Når hun så indimellem giver sig i kast med billedets betydning som her (i en sammenligning med Derain i øvrigt), kastes der perler til læseren: »Denne dvælen ved tingene og deres betydning frem for deres visuelle skineksistens ... De elongerede former og tingenes ringe plasticitet, men klart markerede fodlinjer, synes at antyde eksistensen af et mystisk forhold mellem ting og rum«. Mystikken udlægges dog ikke. Hvad billedets betydninger angår nøjes Gertrud Købke Sutton med antydningens kunst.

Det bliver ved dette. Små perler mellem den nøje redegørelse for tingene, som hos Morandi selv, hvor mellemrummet ofte er det egentlige motiv. Og Morandi var forblevet et mellemrum - i hvert fald i denne læsers kunsthistorie - hvis ikke det var for Gertrud Købke Suttons solide og, indimellem, glimrende bog.