0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det ægte frisind

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Jens Kruuse er en sjælden skæbne i dansk pressehistorie, og historien fortælles med sympatisk åbenhed både i Finn Slumstrups og datteren Charlotte Strandgaards bog 'I lyset af glæde' (1996) og af Flemming Chr. Nielsen i dette udvalg af Kruuses journalistik gennem 30 år.

Kruuse lagde an til akademisk lynkarriere: som 23-årig magister i litteratur, som 26-årig dr.phil. og dansk lektor ved Sorbonne i Paris, som 31-årig docent ved det nye universitet i Århus med udsigt til et litteraturprofessorat, populær ledende senior i Studenterforeningen og medarbejder ved Jyllands-Posten.

Men store økonomiske armbevægelser førte til to styrtdyk. I 1942 blev Kruuse lynafskediget efter underslæb mod universitetet, og i 1948 blev han fyret som lærer på Askov Højskole efter nye bedragerier.

Begge gange undgik han politianmeldelse, og gælden blev betalt af Jyllands-Postens langmodige redaktør, H. Hansen, der fra 1949 fastansatte den vidtløftige litterat. Ved denne løskøbelse fik bladet hals- og håndsret over ham, men det blev til velsignelse for begge parter.

Kruuse drejede det til optimal frihed for sit talent, og bladet fik en ustyrlig, men trofast kulturredaktør, kritiker og stjernejournalist - elsket af læserne og en ubetalelig del af bladets profil.


Flemming Chr. Nielsen siger i sit kloge indledningsportræt, at Kruuse blev sin egen avis i avisen og »frisindets femte kolonne« på redaktionen i Viby. Det er barsk sagt om deres fælles gamle blad, men det er ubestrideligt, at småanarkisten Kruuse lå markant til venstre for chefredaktionen og undertiden måtte sluge, at den ændrede på hans ledere.

Blandt de bedste af disse 62 udvalgte artikler er dem, der tager aktuelle fordomme ved vingebenet. Kruuse angriber dømmesyge og »religiøs utopisme« på venstre fløj og race- og andre fordomme til højre. Han åler småborgerlig selvhøjtidelighed og surhed i små, nussede sko og provinsiel dansk 'madkultur' med ananas til osten.

Han går op mod det borgerlige ramaskrig, da Aarhus Universitet i 1971 vil gøre den eksilerede tyske socialist Rudi Dutschke til undervisningsassistent. Han afslører i 1972 Søren Krarups demagogiske kneb som snyd på vægten. Og i en kommentar 1962 afdækker han fremmedhad mod sigøjnere som skjult misundelse:

»sigøjnerne er ved selve deres eksistens den levende paamindelse om, at vi er størknet i orden og reglement, og at vi selv har været ude om det, endda selv vil det. En slags omvandrende samvittighed, et vagabonderende stik i hjertet«.

Kruuses forsvar for de sære og uregérlige er det ægte medmenneskelige frisind, der engang trivedes blandt Venstrevikinger og arvinger af Grundtvig. Det havde sin storhedstid med Kruuse på Jyllands-Posten, og det var ved at få en renæssance i tre måneder i 1992, da Jørgen Schleimann var chefredaktør, indtil han skyndsomst blev detroniseret.

At gense Kruuses klassiske liberalitet giver et stik af vemod i hjertet her, mens den kyniske nyliberalisme racer af sted med 150 km på motorvejene.


Det var også, hvad Kruuse forlangte af kunsten: »lidenskab, højhed, skønhed, styrke, djævleri« samt »galskab og desperation«. Kriterierne får udtryk i fine anmeldelser af Ibsen, Frank Jæger, Rifbjerg, Ebbe Kløvedal Reich, Svend Åge Madsen og Ionesco i TV-Teateret.

Her er også et fint portræt af Karen Blixen og et bidsk referat fra den pinagtige Parispremiere 1964 på Carl Th. Dreyers 'Gertrud' med en kuldslået Nina Pens i titelrollen (»der kommer så lidt fra hende som fra et varmeapparat en kold sommerdag«).

Her er et drilsk portræt af den filuragtige fynske vandmelon Morten Korch fra 1950 og vittige reportager om holdninger til Goethe i 200-jubelåret 1949 og om mirakelbyen Lourdes med kristentro i plastik og konditorstil.

I det hele taget er de ældste artikler de bedste. En undtagelse er den reportage, Kruuse skrev i marts 1978, året efter at han var blevet ramt af en blodprop i hjernen - og to måneder før han døde. Den beskriver bevægende dét at miste sproget (»pludselig talte jeg som et omvendt Anders And-bånd«) og at skulle generobre det: »undersøgelse efter undersøgelse. Ved ingen af dem kunne jeg tale. Jeg kunne intet. Intet sprog. Jeg lød som et forladt lokomotiv«.

Ellers er der langt mellem snapsene i de senere år, hvor Jyllands trompet, som han hed på højden, hellere røg cigaren som rigsgastronom og 'Spørg Århus'-entertainer. Fanklubformanden Flemming Chr. Nielsen hylder ham som et unikum af indsigt, engagement, mangfoldighed, generøs munterhed og dresseret vrede, og vist er der prøver på det hele.


Men det er spædet op med for megen tomgang: ligegyldige nedrakninger af tilfældige teaterpremierer og tv-programmer, sjuskede vrisserier og egocentrisk pludder i den enerverende, højtgearede stil - som den tåkrummende 'reportage' fra Churchills begravelse 1965.

For ikke at tale om en patetisk kommentar i 1969, hvor frustrerede akademiske ambitioner har forlokket den ellers så kloge mand til at angribe danske universiteter - en bloc - som styret af magtsyge, personligt nag og stinkende korruption.

Titlen 'Nærmere, ting, til jer' er den store krukke Kruuse, når han er mest koket. Og så får man det hele hulter til bulter, uden kronologisk eller tematisk orden, som en kartotekskasse der har været på gulvet.

Problemet er, at udgiveren har villet styre uden om tidligere Kruuseudvalg og derved har fået for mange tilfældige småfisk i nettet. Ærgerligt, for Jens Kruuse er en af sit århundredes gode journalister og især en af dets store kritikere, med historisk betydning fra 1940'erne til 60'erne. Han kunne fortjene et fuldfedt udvalg fra sine bedste bøger og artikler.

Og det er dumdristigt at indlemme denne rodebutik i Danmarks Journalisthøjskoles 'klassikerserie' sammen med Herman Bang, Johs. V. Jensen og Henrik Cavling. Vorherre se i nåde til os, hvis journalisteleverne begynder at efterligne Kruuse i stort og småt, med noder og unoder. Ikke engang han selv kunne altid skelne - sine mange talenter til trods.