0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Levende skulpturer

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Skulpturer er tunge og bundet til deres steder og materialer. Malerier er frie af deres omgivelser og kan forestille hvad som helst. Derfor rangerer skulpturen under maleriet i kunstnerisk ædelhed. Eller rettere gjorde. For denne vurdering, der er genkommende i historien senest i romantikken og moderne tid, kan modstilles af en anden. På den ene side kan skulpturens begrænsning gøres til dens dyd: Skulpturens form er det, den forestiller, mens maleriet blot illuderer.

På den anden side er den tredimensionale skulptur (i hvert fald i sidste århundrede, men med rødder længere tilbage i historien) eksploderet i et hav af rumkunstformer, der har gjort den til den egentlige og herskende kunstform i dag, og som maleriet nu er en klar lillebror til.


Anders Troelsen skriver i den indledende og klart længste artikel på over 100 sider om denne udvikling. Hvordan skulpturen fra religiøs sammenhæng altid har været i forbindelse med et sted og ofte en større bygning som tempel og kirke, hvordan den i barokken blev teatralsk i et uklart myldrende rum, hvordan den i moderne tid er steget ned fra sin sokkel og nu kan opleves fra flere sider hos f.eks. Rodin, hvordan beskuerens bevægelse kom i centrum, da skulpturen blev et miljø i minimalismen, hvordan 'skulpturens' betydning i dag afhænger af beskuerens bevægelse gennem værket i installationskunsten, og ikke mindst hvordan beskueren i dag må halse rundt efter skulpturen, efter at den er blevet inkarneret i den franske professor Orlan, der har gjort sin egen forgængelige krop til en skulptur, der til stadighed er under forvandling af kirurger.

Troelsen bringer os vidt og virtuost omkring i sin labyrintisk associerende stil, der aldrig forfalder til namedropping, men alligevel giver en vis encyklopædisk svimmelhedsfornemmelse for den hastige læser; hvad var det nu lige, der var pointen, spørger man sig selv undervejs og må tage til takke med, at svaret er 'en hel del'.

En helt anden og langt mere koncentreret artikelform og skrivestil præsenterer Mikkel Bogh i 'Billedhuggerens selvportræt', hvor Bogh kaster et tiltrængt fænomenologisk granskende blik på Thorvaldsens kølige skulpturer. Særlig interessant er hans tanker om seksualitet og subjektivitetsdannelse.


Bogens modigste bud kommer dog Jacob Wamberg med i den ene af sine to velargumenterede artikler. Den foreslår en historiefilosofisk nytolkning af renæssancen. I den kanoniserede kunsthistorie fra Alberti og frem til Panofsky tolkes renæssancen som en genopdagelse af den antikke skønhed gennem en dyrkelse af naturen i et opgør med middelalderens idealisme. Det lyder måske højtflyvende, men som den gode hegelianer Wamberg er, så tænker han ganske konkret, når han taler om den store åndshistories brydninger. Det handler om Donatello, og hvordan vi skal forstå hans rå og skitseagtige realisme i forhold til samtiden.

I hans skulpturer går antik skønhed nemlig ikke i samklang med naturalisme, tværtimod, hævder Wamberg, ofte er renæssancekunsten i direkte strid med naturalismen, der hovedsagelig vokser frem af middelalderens sengotik. Det ændrer unægtelig ens syn på Donatello og betydningen af hans skulpturers subjektive livagtighed.


Som helhed betragtet er bogen et udslag af et frugtbart, nyt og langt mere teoretisk konsolideret kunsthistorisk miljø, hvor tolkning og kritisk analyse er i højsædet. En god studiebog for studerende på Kunstakademiet og de æstetiske universitetsfag. Læs den også på kunstmuseerne. For hvor kan man ønske, at bogens temaer vil blive emne for udstillinger, der kan åbne den 'kendte' kunst for os på ny. Bogen markerer et solidt opgør med den positivistiske kunsthistorie, der i sin karikerede form betyder, at kun det, der kan måles og vejes, kan man tale om. Endelig bliver kunstens betydninger taget alvorligt som det, der egentlig er værd at strides om.