Selvbiografien slutter der, hvor forfatterskabet begynder, i London i begyndelsen af 1960'erne. Det glade årti, det frie årti. Men da er Fay Weldon fyldt 30 år, allerede mor til to og på sit fjerde efternavn. Et femte skulle komme til mange år efter. Men det er det fjerde, Weldon, hun er kendt under. Da hendes gamle universitet, St. Andrews, beklagede sig over, at hun opgav, at hun havde gået der, men at de virkelig ikke kunde finde hende i arkiverne, kunne hun sige: kig under Franklin Birkinshaw. Og der stod hun jo. Men at St. Andrew var tvivlende er ikke underligt, forfatteren selv synes at lide af en vis identitetsforvirring. Hver gang hun skifter navn, skifter hun personlighed. Eller det skriver hun i alle tilfælde i 'Auto Da Fay', et ordspil på bogbrændingsordet, autodafe, og det er da også en slags afbrænding af tidligere personligheder, Weldon foretager i beskrivelsen af barndommen i New Zealand og ungdommen i England. Franklin, som skulle have været en dreng, er fattig til hun er i slutningen af tyverne, hvor hun slår igennem i den nye, lettere naive, men ihærdige og nærmest idealistiske reklamebranche i London. Inden da har hun fået et barn uden for ægteskab og givet sig selv et agtværdigt fru-efternavn, Davies. Så bliver hun gift med den dobbelt så gamle skoleleder Bateman (hed han virkelig det eller, er han omdøbt efter hovedpersonen 'Psycho'?), som ikke vil have sex, men meget gerne høre om det, og i den identitet kaster hun sig ud i tilfældige forhold og natklubværtinde-arbejde. Siden finder hun lykken hos Weldon, som hun elsker, men som lyder som et inderligt dumt svin, endnu en mandschauvinist i rækken af forplejningskrævende hanner.