11. september sidste år sprang den italienske journalist og forfatter Oriana Fallaci ud af sit selvvalgte, 12 år lange eksil i New York. På få timer byttede hun mange års tavshed ud med rollen som prædikant og propagandist i den vestlige verdens tjeneste - imod islam. »Det hvide fly pressede sig ind i det andet tårn som en kniv, der skærer sig igennem et stykke smør«, lyder hendes personlige oplevelse af angrebene på World Trade Center i bogen 'Vreden og stoltheden', 'La Rabbia e l'Orgoglio', der udkom i december i Italien. Den foreligger nu på fransk, på trods af at flere forlag nægtede at trykke bogen. For den er ikke for sarte sjæle. Forfatteren af en række bestsellere og stribevis af store interview med verdens store mænd og kvinder har skrevet et kampskrift, og ordet kampskrift skal tages bogstaveligt. Hun ønsker at vække alle dem, der endnu er usikre og forsigtige over for islam, og det sker i bedste sydeuropæiske stil med et fejende flot og agressivt sprog, hvor polemikken bliver kørt helt igennem. Vi er langt fra nogle af de seneste danske bøger om islam, hvor budskabet i sidste ende er det samme som Oriana Fallacis, men hvor forfatterne undlader at sætte de sidste, sproglige dolkestød ind. Omvendt korstog Det hensyn tager Oriana Fallaci ikke. »Jeg siger: Rejs jer op, brave folk, rejs jer op. I er lammede af frygt for at blive kaldt racister eller gå imod strømmen ... I forstår ikke eller vil ikke forstå, at vi har at gøre med et korstog, som nu går den modsatte vej«, skriver hun og understreger, at vi her i Europa befinder os midt i en religionskrig. Vi taber den, hvis vi ikke passer på, mener hun, og bruger utallige sider i bo-gen til at redegøre for islams aggressive karakter. Islam er ikke en tolerant religion. Den er båret af et ønske om at dominere verden, og alle midler gælder i den kamp, mener hun. Derefter følger en række historiske tilbageblik blandet med hendes egne erfaringer som global reporter og interviewer i næsten 30 år. Her fungerer bogen med korte beretninger om møderne med ayatollah Khomeini, som hun diskuterede kvinderettigheder med, og den senere henrettede pakistanske leder, Ali Bhutto, som hun interviewede over to uger. Oriana Fallaci beretter, hvorledes Ali Bhutto helt spontant fortalte om sit første ægteskab, der var et tvangsægteskab. Ali Bhutto var 13 år, da han blev gift med en voksen kusine. Så er alt ligesom sagt om islam, og resten af bogen hamrer Oriana Fallaci løs på islam, der er 'middelalderlig', 'tilbagestående' og 'voldelig'. Det sker i et voldsomt sprog, der fuldt af foragt totalt overser forskellige retninger inden for islam. Hun tager heller ikke højde for, at de troende praktiserer islam meget forskelligt fra land til land, fra verdensdel til verdensdel, og forsøgene på at tilpasse islam til et liv i højt udviklede vestlige samfund bliver helt ignoreret. Hader indvandrere Hun er med rette ophidset over undertrykkelse af kvinder og fundamentalisme af enhver form. Men hun glemmer helt den kendsgerning - ligesom så mange deltagere i islamdebatten efter 11. september 2001 - at ofrene for fundamentalistiske bevægelser først og fremmest er muslimer selv. For eksempel i Algeriet, hvor fundamentalistiske bevægelser i årevis har myrdet enhver, som ikke støtter deres krav. Disse bevægelser har i høj grad haft USA's sympati. Det samme gælder Talebanregimet i Afghanistan, som blandt andre journalisten og forfatteren Ahmed Rashid har påvist det i flere bøger. Det forhold afholder hende ikke fra at udråbe USA til civilisationens sidste bastion, og denne hyldest bliver ledsaget af voldsomme angreb på de europæiske lande, der slappe og selvtilfredse har givet op, mens de lader sig æde op indefra af indvandringen, som også får en serie skud for boven. Indvandrerne er kriminelle, dovne og voldelige, lyder den gennemgående karakteristik, og Oriana Fallaci ser dem som den forhadte globaliserings fortropper i et EU, hvor bureaukrater og levebrødspolitikere undergraver nationalstaten. Hun hylder hjemstavnen, i dette tilfælde Firenze. Måske derfor vinder hendes synspunkter især genklang i et Italien, der officielt blev samlet i slutningen af det 19. århundrede, men som reelt aldrig er blevet en enhed, som flere italienske kritikere har fremhævet. Med angrebene på EU, eliterne og globaliseringen indgår bogen også i en debat, vi kender i Danmark. Tonen er skrappere, men de politiske budskaber er de samme.