Fjols, nar, idiot eller bare svagt begavet. Meningerne om USA's 43. præsident er mange, men til gengæld er de på denne side af Atlanten stort set alle sammen negative. Hvordan kunne den mand nogensinde blive valgt som præsident for verdens mægtigste nation, spørger mange, og selvom nogle vil mene, at George W. Bush slet ikke blev valgt af andre end fem meget konservative højesteretsdommere, er det et uomtvisteligt faktum, at han scorede næsten halvdelen af stemmerne. Og vil man vide mere om, hvordan det gik til, er New York Times -journalisten Frank Brunis nye bog 'Ambling into History. The Unlikely Odyssey of George W. Bush' et udmærket sted at starte. Formelt set handler bogen både om valgkampen og Bush' første lille års tid som præsident, men reelt er det valgkampen, der fylder klart mest, både plads- og kvalitetsmæssigt. I den forbindelse ved Bruni, som medlem af den lille eksklusive skare af journalister, der fulgte Bush i tykt og tyndt gennem valgkampen, mere end os andre, det er der, han kan fortælle sigende anekdoter, og det er der, han er mest velskrivende. Og anekdoter er der masser af. Nogle af dem er velkendte, såsom at Bush altid rejser med sin egen hovedpude og ofte lider af hjemve. Flere gange under valgkampen omlægger han ruten, så han kan sove hjemme eller - endnu mere bizart - få en løbetur på en velkendt bane. Andre sælsomme træk ved USA's nuværende præsident var i al fald for undertegnede ukendte, som for eksempel at Bush altid spiser sandwich med jordnøddesmør og gele når han flyver, og at Chuck Norris er hans yndlingsskuespiller.