Det er en bog, der får en til både at grine og græde. Det er også en bog, der stiller et meget ømtåleligt spørgsmål. Hvordan kan man have kontakt til og forhandle med krigsforbrydere og diktatorer uden senere at blive beskyldt for at 'samarbejde' med de onde kræfter? Milos Stankovic var trods sit navn britisk officer i faldskærmstropperne med en lovende karriere foran sig. Hans familie kom fra Jugoslavien, flygtninge fra Anden Verdenskrig, hvor hans far havde kæmpet på royalisternes side og derfor måtte væk, da Tito og kommunisterne overtog magten. Da briterne skal sende et troppekontingent til FN's fredsstyrke Unprofor i Bosnien i 1992, blev Milos udkommanderet til at fungere som oversætter og efterretningsofficer. Han fik kodenavnet Mike Stanley for at skjule hans etniske baggrund. I Bosnien udfører Milos et utroligt arbejde. Han bliver højre hånd for den britiske øverstkommanderende general Michael Rose, der på FN's vegne forsøgte at etablere våbenhviler og afhjælpe den humanitære katastrofe. Milos bliver kontakten til de bosniske serbere og får etableret en personlig forbindelse til de nu krigsforbrydersigtede Radovan Karadzic og general Ratko Mladic, så der kan forhandles. Han sidder med som oversætter, han er en nøgleperson i ofte mudrede aftaler midt i en beskidt krig. I det skjulte smugler han også nødstedte ud af det belejrede Sarajevo, i modstrid med alle FN's regler om at være neutral, men noget han føler bør gøres af humanitære grunde. Milos Stankovic' indsats i Bosnien var heltemodig. Det var et nervepirrende job, midt i krig, bombardementer og menneskelig elendighed.