Forestillingen om fællesskabet repræsenterer en verden af den type, der beklageligvis ikke er tilgængelig for os, men som vi brændende ønsker at leve i og generobre. Dette er udgangspunktet for den polsk-engelske sociolog Zygmunt Baumans bog: 'Fællesskabet. En søgen efter tryghed i en usikker verden'. »Fællesskab er nu om dage en anden betegnelse for det tabte paradis, vi inderligt håber at vende tilbage til, hvorfor vi febrilsk søger efter de veje, der kan føre os derhen«. Det, vi forbinder med fællesskabet og fortidens tabte paradis, er det, vi savner allermest: vished, sikkerhed og tryghed. Kvaliteter, især mindre ressourcestærke mennesker kan have svært ved at finde i en hyperindividualiseret og globaliseret kultur. Måske er 'De overflødiges oprør', som Erik Meier Carlsen har beskrevet, netop de mindre ressourcestærkes oprør imod en samfundsorden, hvor utrygheden og uoverskueligheden er blevet for stor. De føler sig ikke - og er måske reelt heller ikke - klædt på til at drage maksimal fordel af den nyvundne frihed til at finde og realisere sig selv. De savner og længes tilbage til forestillingen om det tabte fællesskab, før globaliseringen, stranguleringen af nationalstaten og masseindvandringen gjorde det langt vanskeligere at skabe og fastholde klart afgrænsede og stabile fællesskaber. Bauman mener, at fællesskaber dels kræver en overskuelig gruppe af mennesker, som i store træk er ens og klart adskilt fra omverdenen. Dels bygger ethvert fællesskab på begrænsninger i den enkeltes personlige frihed. Som Freud skrev allerede i 1930 i 'Kulturens byrde', bygger enhver civilisation på et vist mål af driftsafkald og underkastelse fra sine medlemmer.