»Cest le superflu qui est le nescessaire« (Det er det overflødige, som er det nødvendige), som Voltarie har sagt det så udmærket. Citatet optræder i Karen Blixens berømte essay 'Daguerreotypier' fra 1951, og med dette citat leverer hun et glimrende signalement af en meget væsentlig side af sit eget forfatterskab, som har at gøre med fortællingernes ofte overdådige iscenesættelse, som undervejs, ud over at referere til al mulig og umulig litteratur, desuden inddrager citater fra og allusioner til både musik og, ikke mindst, billedkunst. Hans-Göran Ekman, som er docent i litteraturvidenskab ved Uppsalas universitet, har blik for denne side af forfatterskabet. Shakespeare, Goethe, Blicher, H.C. Andersen, Thomas Mann er nogle af de navne, der ofte nævnes som Blixens inspirationskilder. Det er Ekmans fortjeneste at bringe (dekadente) forfattere som Oscar Wilde, Villiers de l'Isle-Adam og D'Annunzio på tale. Desuden foreslår han, ikke som den første, at betragte Blixens version af 'den fantastiske fortælling' som udtryk for en udtalt barok tendens ved fortællingerne: Vi ser det i forkærligheden for det illusionistiske, den teatralske gestus, overdrivelsen og den frygtløshed, med hvilken Blixen bruger løs af det melodramatiske register. Men ifølge Ekman modarbejdes dette aspekt ved teksterne af en modsatgående bevægelse: en harmonisk, klassicerende tendens, som han bl.a. sætter i forbindelse med de centrale eksistentielle temaer, som fortællingerne rejser.
Fra dekadence til harmoni
Lyt til artiklen
