De var alle sammen rare mennesker, de konservative i Poul Schlüters sidste periode som statsminister. De var selvfølgelig kede af al den ballade med tamilsagen, men Schlüter formåede næsten altid at sprede godt humør, og selv Erik Ninn-Hansen - eksjustitsministeren der placerede en tidsindstillet bombe under Det Konservative Folkeparti - var i grunden en fin fyr, i hvert fald indtil »den ulyksalige tamilsag kommer op«. Sådan er tonen i Grethe Rostbølls lille bog om sine tre år som konservativ kulturminister fra 1990 til 1993. Det er en udpræget venlig bog. Det er ikke Grethe Rostbølls ærinde at udnytte sit insiderkendskab til en af de mest dramatiske perioder i nyere dansk politik til at stikke knive i nogen, og da slet ikke i konservative kolleger. Det er et sympatisk træk ved en politiker. Men de manglende kanter er med til at gøre 'Borgerlige brydninger' til halvtrist læsning. Bogen efterlader læseren med en flad følelse af ikke at være blevet et hak klogere på »de politiske hovedaktører« fra dengang. Grethe Rostbøll beskriver på et nydeligt dansk de første bevægede dage som ny minister i en regering, der fra starten var dødsmærket. Hun skriver om ministerens mange pligter. Om det fantastiske folkestyre. Om de stive møder i den konservative folketingsgruppe, hvor frustrationerne ikke får lov at folde sig ud. Og hun hælder med blid hånd lidt isvand ud over Venstres topfolk, daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og daværende skatteminister Anders Fogh Rasmussen. Vi inviteres med til »stemningsfulde« møder med dronningen og til en del frokoster med kendte politikere uden at få stort at vide om, hvad der blev drøftet over sildene, ligesom bogen kun rummer sparsomme oplysninger om Rostbølls visioner for kulturen ud over: »Kulturpolitik med stort K og styrkelse af den skabende og udøvende kunst«. Først hen mod slutningen bliver Rostbøll en smule lidenskabelig, da hun skal beskrive, hvor meget den løbske tamilsag piner Schlüter. Ninn-Hansen var nok ikke helt hæderlig, forstår man, men skurken - bogens eneste rigtige skurk - er højesteretsdommer Mogens Hornslet, som i sin tamilrapport »dømte« Schlüter og bragte regeringen til fald. I forordet findes en interessant advarsel til de konservative i den nye Fogh-regering: »Brydningen mellem klassiske alliancer i udenrigspolitikken og nye partier af borgerlig observans kan medføre problemer i forhold til konservative frihedsidealer og en grundlæggende respekt for menneskerettigheder«. De konservative skal altså passe på, at Dansk Folkeparti ikke trækker dem ned i sølet, mener Grethe Rostbøll. Men så direkte, kunne hun aldrig drømme om at udtrykke sig.