Ud over en lille gruppe specialister i 1600-tallets litterære kultur har næppe mange kendskab til Karen Skovgaard-Petersens hovedpersoner. Det er de to hollandske historikere Johannes Pontanus og Johannes Meursius, der af den danske regering med kansler Christen Friis som drivende kraft blev engageret til at skrive Danmarks historie på latin. Efter mange års forarbejde udkom deres arbejder i 1630'erne. Siden blev de næsten glemt. De passede ikke ind i den nationale tradition, hvortil kom at færre og færre med tiden overhovedet kunne læse latin. I selvglad arrogance stemplede den moderne kildekritiske historieskrivning Pontanus og Meursius som uvidenskabelige. De blev skubbet til side som lærde kuriositeter. I virkeligheden er de en central del af den intellektuelle historie, der er vor egen forudsætning. De er fornemme repræsentanter for den humanisme og hævdelse af menneskets værdighed, som trods mange tilbageslag og 20. århundredes totalitære udskejelser er en uadskillelig del af europæisk kultur. Meursius og Pontanus var statsunderstøttede historikere. Meursius, der var flygtet fra Holland efter en politisk omvæltning i 1619, blev professor ved Sorø Akademi, dengang et universitet var forbeholdt adelen, mens Pontanus virkede som universitetsprofessor i Holland. Han var dog ikke en hvilken som helst hollænder. Han var født i Helsingør og havde som ung arbejdet for Tycho Brahe på Hven. De latinske danmarkshistorier var led i den politiske iscenesættelse af Christian IV og den danske stat. Det skulle demonstreres, at Danmark var en ældgammel stat med en historie, der var ligeværdig med andre landes, endog med det antikke romerriges. Men det drejede sig ikke kun om at kaste lys over en gloriøs og imperialistisk fortid. Lige så vigtigt var det at fremhæve de særlige moralske kvaliteter, der udmærkede danskerne og deres konger. Det handlede også om propaganda.