0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Genopdagede danmarkshistorier

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Ud over en lille gruppe specialister i 1600-tallets litterære kultur har næppe mange kendskab til Karen Skovgaard-Petersens hovedpersoner. Det er de to hollandske historikere Johannes Pontanus og Johannes Meursius, der af den danske regering med kansler Christen Friis som drivende kraft blev engageret til at skrive Danmarks historie på latin.

Efter mange års forarbejde udkom deres arbejder i 1630'erne. Siden blev de næsten glemt. De passede ikke ind i den nationale tradition, hvortil kom at færre og færre med tiden overhovedet kunne læse latin. I selvglad arrogance stemplede den moderne kildekritiske historieskrivning Pontanus og Meursius som uvidenskabelige. De blev skubbet til side som lærde kuriositeter.

I virkeligheden er de en central del af den intellektuelle historie, der er vor egen forudsætning. De er fornemme repræsentanter for den humanisme og hævdelse af menneskets værdighed, som trods mange tilbageslag og 20. århundredes totalitære udskejelser er en uadskillelig del af europæisk kultur.

Meursius og Pontanus var statsunderstøttede historikere. Meursius, der var flygtet fra Holland efter en politisk omvæltning i 1619, blev professor ved Sorø Akademi, dengang et universitet var forbeholdt adelen, mens Pontanus virkede som universitetsprofessor i Holland. Han var dog ikke en hvilken som helst hollænder. Han var født i Helsingør og havde som ung arbejdet for Tycho Brahe på Hven.

De latinske danmarkshistorier var led i den politiske iscenesættelse af Christian IV og den danske stat. Det skulle demonstreres, at Danmark var en ældgammel stat med en historie, der var ligeværdig med andre landes, endog med det antikke romerriges.

Men det drejede sig ikke kun om at kaste lys over en gloriøs og imperialistisk fortid. Lige så vigtigt var det at fremhæve de særlige moralske kvaliteter, der udmærkede danskerne og deres konger. Det handlede også om propaganda.


De to hollændere løste yderst forskelligt. Meursius' historie var kortere med hovedvægten på de enkelte kongers dyder. Hans udgangspunkt var moralsk og filosofisk. Pontanus indfaldsvinkel var bredere, idet han indflettede en topografisk beskrivelse og en redegørelse for Danmarks næringsveje, samfundsorganisation, historiske monumenter og intellektuelle niveau.

Det betyder ikke, at Pontanus ikke er reflekterende, men hans overvejelser var i højere grad af antikvarisk end af moralsk karakter. Blandt andet forkaster han i princippet Saxos sagnhistorie og skrev i stedet for Danmarks ældste historie på grundlag af klassiske forfattere og udenlandske historikere.

På dette punkt var Pontanus åbenbart for radikal for regeringen og Christen Friis. Saxos sagnhistorie var en del af dansk identitet, som man ikke mente at kunne undvære og Pontanus måtte gå på kompromis og i en ny version tage mere hensyn til Saxo.

Hvorfor skulle to mænd sættes på opgaven? Der var ingen arbejdsdeling og der var heller ikke tale om en konkurrence med henblik på at anspore de to historikere. Regeringen ønskede simpelthen to forskellige fremstillinger af Danmarks historie.

Karen Skovgaard-Petersen har uden tvivl ret i, at de to værker var tænkt til forskellige 'målgrupper'. Meursius skulle levere den korte præcise, stilistisk elegante filosofisk-moralske refleksion med henblik på politikere, diplomater og andre, der havde brug for et hurtigt overblik, mens Pontanus' brede og uddybende fremstilling var skrevet for den lærde verden. Meursius refererer kun i begrænset omfang til udenlandske forhold, mens Pontanus skriver med europæisk perspektiv.

Hver for sig repræsenterede de to forfattere traditioner inden for historieskrivningen, der går tilbage til antikken, Meursius den ræsonnerende filosofiske, Pontanus den antikvariske tradition. Karakteristisk er de forskellige måder, hvorpå de bruger de antikke historikere. For Pontanus er de kilder, der skal tømmes for informationer, mens de for Meursius primært er stilistiske forbilleder.


En nøgleperson ved tilblivelsen af de latinske danmarkshistorier var kansleren Christen Friis, som fulgte arbejdet i detaljer og fremskaffede håndskrifter og dokumenter. Friis var selv en lærd mand og hans kendskab til danmarkshistorien har formentlig været større end de to historikeres. Hans instrukser har derfor haft karakter af både politiske og faglige anvisninger.

For Christen Friis har det været vigtigt, at den politiske balance mellem kongemagt og adel også blev opretholdt i historieskrivningen. Da der var tale om værker for et internationalt publikum, hvor det gjaldt landets prestige, blev der tale om en idealisering af det danske system, hvor magten var delt mellem kongen og adelen. Konflikter og modsætninger blev nedtonet og udglattet. Kansleren ønskede politisk konsensus, også i historieskrivningen.

Karen Skovgaard-Petersen skriver i samme humanistiske tradition som Pontanus og Meursius. Forskning af denne karakter har sjældent offentlighedens bevågenhed. Den er elitær og bidrager næppe til nationalproduktet. Men den er forudsætningen for at Danmark forbliver en kulturnation.

Måske en tanke værd i en situation, hvor regeringen på den ene side vil bremse op for udenlandsk indvandring, samtidig med at man systematisk ødelægger de institutioner, hvis opgave det er at værne om dansk kultur.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce