En løgn beskrives sædvanligvis som det modsatte af sandheden: Hvis man ikke taler sandt, så lyver man. Men det er ikke altid, at tingene er så enkle. Ind i mellem de to modpoler kan et hav af mulige forhold og forbehold optræde mellem dét, man siger og dét, man mener. Det er ikke spørgsmål som disse, der optager den engelske journalist, Jeremy Campbell. I sin bog over løgnens historie 'The Liar's Tale: A History of Falsehood' forsøger han derimod at vise, hvordan løgnen indtager en væsentlig rolle i den vestlige kulturs historie. Men det er ikke noget, vi behøver at skamme os over. I modsætning til sandheden er løgnen nemlig en del af den menneskelige natur, forklares det indledningsvist med henvisning til Darwins evolutions-teori. I naturens verden af benhård konkurrence arterne imellem, handler det hverken om sandhed eller retfærdighed men om simpel overlevelse. Det gælder altså også for os mennesker, hvor list og bedrag indgår som dele af den større sandhed, der er naturens: overlevelsen af de bedst egnede. Sådan bliver biologien gjort til sandheden i fortællingen om løgnen. Det er derfor ikke mærkeligt, at vores kultur er fyldt med eksempler på, at list og bedrag ikke bare er acceptable egenskaber, men ligefrem dyder. Vores første litterære helt, Odysseus, var for eksempel en yderst listig herre, som ikke skyede nogen midler for at nå sine mål. I Homers fortælling lyver, stjæler, maskerer og svindler Odysseus sig frem mod Troja og hjem igen, og det er der ingen, der rynker på næsen ad. For også Odysseus' handlinger forstås som led i en større sandhed, hvor den bedst egnede giver de andre baghjul.