0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Krigen der ikke vil slutte

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Som en russisk historiker sagde under glásnostperioden i 1980'erne: »Det er nemt nok at sige noget om nutiden og om fremtiden. Men fortiden forandrer sig hver eneste dag«.

Det gælder ikke mindst Anden Verdenskrig og forløberen: den spanske borgerkrig 1936-39, da nationalistiske officerer gjorde oprør mod den nye republiks regering. Krigen tog ca. 400.000 liv, og generalisimo Francos diktatur varede til 1975, men debatten løber videre om krigens baggrund, dens indre konflikter og ydre konsekvenser. Der er stadig kontroversielle nyheder at grave ud og myter at aflive.

Historikeren Kay Lundgreen-Nielsens højinteressante bog afdækker systematisk den danske offentligheds reaktioner på krigen, og der er meget at dementere og nuancere. Det gælder også Deres Ærbødige, der står til spanking for detaljer i et par polemiske artikler i Information i 1981.

Selv om skolemesteren med spanskrøret vrider mine daværende meninger lidt af led, skal det være ham vel undt, for jeg måtte dengang give ham ret i kritikken og gør det endnu mere nu. Jeg glæder mig over, at hans galde er blevet til en del af brændstoffet bag denne bog, som vi alle bliver klogere af.

Den har altså taget 20 år, men 'skam få den, der tænker ilde derom', som der står på den engelske hosebåndsorden, for borgerkrigsforskningen er vokset monstrøst siden englænderen Hugh Thomas' pionerværk fra 1961 - og især siden Francos død i 1975 og siden Murens fald i 1989 med åbning af østeropæiske arkiver.

Godt at den lærde mand alligevel har overvundet sig selv til at sætte punktum, for bogen er også et flot overblik over hele forskningen, selv på spansk og italiensk.


Herudfra får vi borgerkrigens baggrund i 'den 2. republik', der fra 1931 afløste kongedømmet og militærdiktaturet. Republikken havde forbillede i den tyske Weimar forfatning og gav fra 1933 også kvinder valgret - uhørt i et katolsk land og især i det patriarkalske Spanien underlagt kirken, godsejerne og hæren.

Men de liberale kræfter nåede ikke at skabe et demokratisk centrum, før den sociale og ideologiske polarisering fra foråret 36 brød ud i uro, mord, kirkeafbrændinger, jord- og fabriksbesættelser. Det provokerede officersoprøret, og borgerkrigens første måneder var et kaos af lovløshed, vold og massehenrettelser på begge sider.

Vi hører om de politiske modsætninger. Folkefronten lå i intern borgerkrig mellem socialister, kommunister, anarkister, radikale, baskiske katolikker og separatister. Højrefløjen var et kludetæppe af klerikale, nationalister, monarkister, carlister, hel- og halvfascister, som Caudilloen, der rask udmanøvrerede sine rivaler, fra foråret 37 samlede i Falangens enhedsparti FET y JONS.

Vi følger krigens faser med italiensk, tysk og portugisisk hjælp til nationalisterne, med sovjetisk støtte til regeringen, foruden de internationale brigader, med Madrids seje forsvar og de store slag, der trak krigen i langdrag, Francos erobring af Baskerlandet i foråret 37 og Luftwaffes bombardement af Guernica, kampen om Teruel 1937-38, slaget ved Ebro efteråret 38, Francos uddrivelse af de sidste regeringslommer Madrid og Barcelona - og så el trionfo 1. april 1939.


Ved at inddele krigen i fem hovedfaser opnår Lundgreen-Nielsen at skabe overblik over, hvad der ifølge forskningen skete på den ydre front og på de indre linjer, og herudfra vurderer han, dels hvad den internationale nyhedsformidling dengang vidste, ikke vidste eller ikke videregav, dels hvilket grundlag den danske offentlighed tog stilling på. At konfrontere nutidig forskning med datidens viden rummer naturligvis risiko for bagklogskab, men mest giver det klare fordele.

Det er offentligheden i bred forstand. Det er regeringens og partiernes holdninger i ministermøder, i Det Udenrigspolitiske Nævn, i rigsdagsdebatter og på åbne møder. Det er udenrigstjenestens velinformerede indberetninger, krydsklippet med, hvad det spanske gesandtskab og Francos talerør her sendte hjem til Valencia, Barcelona og Burgos.

Det er beretninger fra politikere på delegationsrejse i Spanien, udstillinger, hjælpeaktioner - og det danske erhvervslivs forsøg på at opnå hurtig anerkendelse af Francos regering (den kom først de facto i oktober 38).

Og især er det pressens orientering og opinionsdannelse, aflæst i lederne, i opsætning, fotoreportage og anden dækning af krigens parter. De seks aviser, Lundgreen følger, byggede både på telegrambureauerne, på britiske dagblade og på egne folk i marken, og billedet krydres af fine korrespondenter, fra Andreas Vinding, Erik Seidenfaden, Ebbe Munck, Antoine Moller og Hakon Mielche til kvækeren Elise Thomsen og nordmændene Lisa Lindbæk og Nor-dahl Grieg.

Vestmagterne søgte at indkapsle borgerkrigen for at undgå, at den eksploderede i en europæisk krig og for at pacificere Tyskland-Italien. Stauning-Munch-regeringen tilsluttede sig ikke interventionspolitikken og forbød frivillige at tage til Spanien.

Udenrigsminister Munch prædikede forsigtighed og øgede presset på pressen for at dæmpe ideologisk partitagen og ikke tirre Tyskland. Ja, der kom direkte tyske henstillinger til regeringen angående pressens nyhedsformidling om Spanien, oplyser Lundgreen. Men den fik ikke forhindret, at mange blade skrev frimodigt - og med forfærdelse efter massakren i Guernica.


Aviserne delte sig efter anskuelser, som Hørup sagde - ligesom engelsk, fransk og svensk presse. De seks dagblade, Lundgreen-Nielsen har undersøgt, repræsenterer hele spektret fra ukritiske republikanske sympatier til forsvar for Franco som føreren, der kan skabe ro og orden og bekæmpe Den Røde Fare.

Længst til venstre stod DKP's Arbejderbladet, hvis nyhedsstof var agitation mere end oplysning, støtte til de sovjetstyrede spanske kommunister kamufleret som kamp for det velfungerende spanske demokrati. Taktisk blev kritikken af anarkister neddæmpet og folkefrontens konflikter fortiet, for ikke at tale om kommunisternes meritter. Spanien blev et lærestykke om demokratiets forsvar mod fascisme og nazisme.

Lærestykket for Social-Demokraten (og for partiets unge hedspore Hans Hedtoft) var fascismen som trussel mod arbejderbevægelsen - og så ønskedrømmen: at den svage spanske republik var ved at stabilisere sig som et pragmatisk nordisk (social)demokrati.

Det glansbillede var naivt i forhold til Spaniens barske historie, og først sent, men med ærlig selvransagelse, tog avisen fat på regeringens indre splid og Kominterns styring. Generelt var den hånlig mod Stalins diktatur og - skønt den som regeringsorgan måtte skele til 'statsræsonen' - tit bidsk i kritikken af Hitler.


Mens arbejderbladene principielt var engageret for 'Spaniens lovlige regering', i den grad at de slugte dens propagandabillede af sig selv, var de konservative aviser mest engageret imod: imod Sovjet og kommunismen.

Af to farer så de Franco som det mindste onde, ligesom skrækken for De Røde fik dem til at idealisere Hitler som fredens mand. Lundgreen konk