0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Magt og nærhed

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Jens Normann Jørgensen anerkender ikke, at den ene form for sprog er bedre end den anden, eller at den ene persons sprog er bedre end den andens.

I indledningen til bogen 'En køn strid', som han står som redaktør, forkaster han mangelsynet, altså den opfattelse at nogle skulle være bedre til sproglig udøvelse end andre - det giver ikke noget særlig interessant billede af menneskers sprogbrug, mener han.

Mangelsynet er »den fremherskende forestilling om sproglig variation i den danske offentlighed og i vid udstrækning også i uddannelsessystemet«. Med det forsøger skolevæsenet angiveligt at afvikle sproglig variation.

Jens Normann Jørgensen er talsmand for sociolingvistikkens differenssyn og dominanssyn: det at man analyserer og beskriver sproglige variationer, men uden at vurdere om det ene er bedre end det andet. I stedet kan man fokusere på, hvordan vi benytter de forskellige sprogformer til sociale formål, f.eks. til at dominere hinanden.

Sociolingvistikken ser sprogbrugernes adfærd som social og systematisk: »Det ligger altså i den sociolingvistiske opfattelse af variationen, at den dækker over målrettet adfærd. Sprogbrug sker med en hensigt fra sprogbrugerens side, f.eks. at udøve magt, at søge oplysning, at underholde eller at videregive en holdning«.


Ud fra denne betragtning bliver der ikke taget hensyn til hvor godt eller dårligt en sprogbruger eventuelt har lært at bruge sproget, om han eller hun er i stand til at vælge sin sprogbrug bevidst. Udgangspunktet er at alle sprogbrugere har sproget i deres magt og kan bruge det med ganske bestemte hensigter.

Fokus for bogen er tyrkiske indvandrerbørns brug af og skift mellem dansk og tyrkisk i skolen. Undersøgelsesmaterialet er samtaler mellem tyrkiske børn, der har tyrkisk som modersmål og dansk som andetsprog. Samtalerne er optaget i skolen gennem 10 år, fra børnene gik i 1. til 9. klasse.

I Danmark giver det indflydelse, magt og status at tale dansk i forhold til f.eks. kurdisk, tyrkisk og somali, siger Jens Normann Jørgensen. »Dansk kan derfor bruges til at vise og benytte denne status (...) Mindretalssprogene kommer omvendt til at udtrykke det nære, det personlige, det solidariske inden for de enkelte mindretal«.

Det spørgsmål bogen vil besvare, er om drenge dominerer piger sprogligt, eller omvendt. Kort sagt: belyse de kønssproglige forskelle hos analysegruppen.


Bogens hoveddel består af tre kapitler: om kønssprog generelt, om kodevalg i pigers og drenges samtaler og om hvilket af de to køn der styrer indholdet og sammenhængen i en samtale. Desværre hæver ingen af disse kapitler sig op over opgaveniveauet.

Det er som om forfatterne skal demonstrere at de kan formulere en problemstilling, referere forskersynspunkter for og imod - så mange som muligt - opstille nogle skemaer og føre problemstillingen til en eller anden konklusion. Men det kommer der sjældent en god bog ud af.

De enkelte bidrag indeholder uendeligt mange gentagelser og er holdt i et pseudoobjektivt, upersonligt og substantivtungt sprog, f.eks. »Når elevernes holdning påvirkes, må det forventes også at have indflydelse på deres praksis i valg af kode som helhed«. Eller: »Fokus på opgaven dækker over forslag til, diskussion og vurdering af opgaveformuleringen, opgaveløsningen og resultatet«.


Derudover tager især det første indlæg udgangspunkt i det forældede 70'er-syn, at vores kønslige identitet er en social og kulturel, altså indlært, størrelse.

Mens det for længst er blevet dokumenteret at vores køn er en uomgængelig biologisk faktor, jf. tilfældet Brian/Brenda/Brian Reimar og de mange intersex-børn, som af velmenende forældre, kirurger og psykologer fra helt spæde blev fysisk tilpasset og psykisk socialiseret efter det forkerte køn - med tragiske følger.

Ikke at det ville have gjort nogen forskel for undersøgelsen, men grundlaget virker passé - og i øvrigt meget amerikansk orienteret, selv om forfatteren selv gør opmærksom på, at der er stor forskel på kvindesynet i det amerikanske og danske samfund.

De enkelte kapitlers konklusioner er derfor tæt på at fortabe sig i - med forlov - uhensigtsmæssigt sprog og manglende stringens.


Men det afsluttende opsamlingskapitel trækker nogle linjer op, der modsiger mange forhåndsantagelser: Mod forventning er der ikke påfaldende mere fokus på sociale relationer hos piger end hos drenge.

De taler faktisk om nogenlunde det samme. Men pigerne er styrende for de udviklinger, der er fælles for alle eleverne. Pigerne er altså » mere sprogligt dominans- og konkurrenceprægede end drenge«. Drenge undertrykker således ikke piger sprogligt.

En anden interessant konklusion er at de tosprogede børn (ikke overraskende) bruger dansk mere og mere fra 1. til 8. klasse. Men derefter vender det - i 9. klasse vinder tyrkisk mere frem igen.

Ud fra det konkluderer forfatterne, at de to sprog på det tidspunkt altså har fået samme status blandt børnene. Det er en meget vag konklusion. Hvorfor? Og hvilken betydning har det for integrationen? Bogen fører ikke resultaterne til ende her.

Og en redaktørhånd i hovedkapitlerne savnes som nævnt stærkt - den sproglige form forfejler kort sagt sit mål.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce