0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Russisk elegance

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Mette Dalsgaard (f. 1948) er slavisk filolog, nærmere betegnet specialist i russisk litteratur, særlig den fra begyndelsen af det nu forrige århundrede. Som hun skriver i sit forord, bliver det trættende at starte forfra, hver gang man formidler sit fag.

Derfor har hun nu udgivet en smuk og veloplagt bog om den russiske litteraturs sølvalder - for den uindviede, men interesserede offentlighed. Titlen 'Lad os blive som solen' er fra et programdigt af Konstantin Balmont.

Navnet 'sølvalderen' lægger op til, at der også var en guldalder. Den stod Pusjkin og hans samtidige for i begyndelsen af det 19. århundrede. Den russiske sølvalder (1890-1917) er kendetegnet ved samarbejde og afsmitning mellem kunstarterne.

Både musikken, malerkunsten og arkitekturen var medspillere for sølvalderens digtere. De delte sig i bevægelser og kliker og er også siden af litteraturhistorien blevet rubriceret i tre hovedgrupper: symbolisme, akmeisme og futurisme.

De introduceres og karakteriseres let, rammende og så pædagogisk, at man ikke mærker pædagogikken. Det er en ikke ringe kunst. Sølvalderens hovedpersoner er for manges vedkommende ikke helt ukendte for en vestlig offentlighed, nogle er endda blevet fælles kulturgods: Aleksandr Blok, Anna Akhmatova, Osip Mandel'sjtam, Vladimir Majakovskij, Boris Pasternak, Marina Tsvetajeva.


Mette Dalsgaards bog indeholder større portrætter af de fire førstnævnte (Pasternak og Tsvetajeva lader hun forblive bipersoner med den rimelige undskyldning, at de blomstrede henholdsvis senere og i emigration), og hun har formået at finde friske detaljer frem i disse ellers meget biograferede giganters personlighed.

Hovedfortjenesten i hendes bog er dog dels artiklerne om de mindre kendte digtere, deres æstetiske tilhørsforhold, baggrund og særpræg, dels den sammenhæng, hun skaber og anbringer de enkelte i.

Navne som Mikhail Kuzmin (den russiske Herman Bang), Zinaida Gippius (en af de få indflydelsesrige kvindelige kritikere), Nikolaj Gumlijov (sammen med sin kone Anna Akhmatova to halvdele af en Blixenfigur), Velimir Khlebnikov (futurismens første geni), Konstantin Blamont, Dmitrij Merezjkovksij, Valerij Brjusov og Fjodor Sologub vil være vagt bekendte for læsere af litteraturhistoriske oversigtsartikler.

Her får de udfoldede portrætter og fremtræder i deres både originale og arketypiske pragt med, hvad der hører sig til af slagfærdige, ofte saftige anekdoter og melodramatiske, ofte tragiske skæbner. Også de mindre navne, som kun Mette Dalsgaard og hendes kolleger kender, er et bekendtskab værd, og det lykkes forfatteren at undgå det opremsende.


Med denne bog får Mette Dalsgaard anbragt den russiske finkultur i det Europa, som den både hører hjemme i og var frontløber for - der er velgørende afsnit om symbolismen i Frankrig (og Danmark) og futurismen i Italien.

Hun underspiller dog ikke, hvor specielt russiske mange af både digterne og omstændighederne var. Ordet elegance er nok ikke det, vi først forbinder med ordet 'Rusland', men i denne bog møder man en sproglig og - takket være de mange illustrationer - visuel elegance, som vil være ny for mange danske læsere.

En imponerende dannelse og dyb viden prægede mange af aktørerne i sølvalderen - klassiske filologer og fremragende oversættere, som var intimt fortrolige med den nyeste vesteuropæiske litteratur.

Bogens eneste lidt kedelige afsnit er gennemgangen af periodens forskellige tidsskrifter - men afsnittet er nyttigt og nødvendigt i en oversigt, og man kan jo bruge det til opslag. Hendes lille forklaring af salonernes betydning i tiden er også på sin pædagogiske plads, og mæcenerne er direkte underholdende. Meget kan man sige om russisk rigdom - kedelig er den ikke.


Det er dog digterne, der henholdsvis griber og morer mest i deres slagfærdighed, deres satirer, jalousi og kunstneriske potens. Her skal jeg ikke glemme en helt speciel bedrift i denne bog: Mette Dalsgaard - der har det for en litterat meget nyttige talent selv at kunne digte - har på for mig at se vellykket vis oversat 34 digte, manifester og uddrag af sølvalderens digtere.

Både digternes provokationer, de perfide anmeldelser og satiriske udfald kan selv i dag tjene til inspiration. Men vi mindes også om, at »alt går i ring, vi ved det allerede, og sød er kun erkendelsen - i glimt«. (O. Mandel'sjtam 'Tristia').

Sådanne glimt er der mange af i 'Lad os blive som solen'. Ved at anbringe sølvalderens digtere i en litteraturhistorisk fremstilling har Mette Dalsgaard fortsat, hvor den russiske litteraturs store danske formidler Adolf Stender-Petersen stoppede, da revolutionen var ny, og det var uvist, hvad vej litteraturen ville gå. Den gik til skafottet, men svanesangen var vidunderlig.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce