Man er godt underholdt i selskab med den unge Andersen - fløsen fra Fyn, som i sensommeren 1819 gjorde sin navnkundige københavnske entré og uforfærdet løb spidsrod mellem hovedstadens madammer og bakkenbartede nobiliteter: Mon ikke der er blevet gloet noget i biedermeierstuerne, når den ranglede knægt sprang badut på de bonede gulve, så Baggesen og Weyse fik punchen i den gale hals og lod rigsdalerne klinge i den insisterende ynglings slidte frakkeskøder. H.C. Andersens ungdomserindringer (bedre kendt under tilnavnet 'Levnedsbogen') blev fundet på Det Kongelige Bibliotek så sent som i 1926 og er et skægt supplement til 'Mit livs eventyr'. Her er det en digterspire med god hukommelse, som selvbevidst sætter nederlag og triumfer i scene for den undrende og betagede læser - og der er mange perler imellem: f.eks. den vikarierende forelskelse i Oehlenschlägers datter (»nu vel! jeg elskede Lotte, men meente egentligt hendes Fader«) eller en grænseoverskridende tete-a-tete med rektor Meislings brunstige frue: »Een Aften kom hun ind til mig, fortalte mig, at hun begyndte at blive mager, at hendes Kjole hang ganske løst om hende, bad mig føle det (...) men jeg fik slemme Tanker om hende, skyndte mig bort saa snart jeg kunde og rystede over mit hele Legeme«. Jo, den glemte selvbiografi er kostelig læsning fra ende til anden - og så kan man jo (efter temperament) hoppe op og falde ned på Jens Jørgensens medfølgende teser om digteren som frugten af udenomsægteskabelig royal kådhed. Andersens kådhed er dansk litteraturs blussende kongelys. Det må være nok.