I Jan Lindhardts ny bog om middelalderens syv dødssynder er det noget af en skolastisk pointe, at samme syv er blevet til modernitetens dyder. Man kunne sige lidt kækt og frækt, at i Karen Blixens forfatterskab er processen allerede langt mere dialektisk fremskreden og det med en dreven djævlesplint i hendes linse. Synden, især dens seksuelt pervertede udtryk, er for Blixen usselt blevet omdannet til en moderne og tolerant sekundavare, uden at have det oprindelige synderegisters format og fatalitet. Skandalen og kabalen er forsvundet for at give plads for det bierdermeierske vaneægteskab, det romantiske taleægteskab og det kulturradikale ligemageri. Den moderne verden valgte den humanistiske besværgelse og fravalgte dermed de mystiske muligheder. De mærkelige, magiske og monstrøse hændelser, som uden (om) mennesket alligevel beriger og fordyber menneskets verden. Sådan omtrent kan man koge essensen ind i Dag Heedes meget spændende, begavede og i positiv forstand depraverende læsninger af Blixens tekster. Ud fra moderne fransk-amerikansk litteraturvidenskab, dekonstruktion og postfeminisme og med den visionære Michel Foucault som læsermodel er hans ærinde at stryge teksterne mod hårene for at se ind til skindet uden helt at skære til benet. At udskrive en anden kvindelighed end den, som hokuspukus-agtigt gentages banalt af Blixens epigoner i diverse båltaler. At det, som Heede kalder for hendes kønskabale, mere er et katalog over seksualitetens sublimt grusomme sætstykker end rundet af det stof, som opbyggelig og folkeoplysende nyttelitteratur ellers er spundet af. Et citat i bogen mener direkte, at Karen Blixen er for kristendommen, hvad Salman Rushdie er for islam. Flot sagt - og næsten enig.