Den schweiziske psykiater C.G. Jung tilbragte det meste af sit voksenliv med at aflære sine naturvidenskabelige remser og i stedet gå på opdagelse i filosofi, mystik, myter og spiritualitet, som med tiden kom til at danne klangbund i hans labyrintiske og på mange måder betagende analytiske psykologi. I særdeleshed efter bruddet med Sigmund Freud i 1913 tog hans personlige og faglige udvikling fart, og mens Freud med tiltagende forfærdelse så sin elev synke ned i »okkultismens sorte slamflod«, beskrev Jung sin tidligere læremester som »en typisk repræsentant for den materialistiske epoke, hvis håb det var engang at løse verdensgåderne i et reagensglas«. Jungs indflydelse forblev ganske vist marginal i forhold til psykoanalysens allestedsnærværende faderfigur, men det jungianske tankegods har alligevel formået at holde sig vågent og vitalt - i højere grad end det blev tilfældet for en anden ulydig elev som Wilhelm Reich.
Farfars testamente
Lyt til artiklen
