0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kristendommens tilblivelse

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvem husker ikke de ubetalelige gadescener i filmen 'Life of Brian', hvor hvert gadehjørne i Jerusalem er udstyret med en profet, som med råb og fagter søger at fange de forbipasserendes opmærksomhed?

Sådanne billeder foresvævede uvilkårligt undertegnede ved læsningen af denne fremstilling af den tidligste kristendom skrevet af Per Bilde, nytiltrådt professor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet.

For ligesom det i Monty Python-filmen ikke er Jesus, men derimod Brian - en samtidig og ufrivillig 'kollega' til Jesus - der er hovedpersonen, samler Bilde sin opmærksomhed ikke om Jesus men om de historiske forudsætninger - sociale, religiøse og politiske - for Jesusskikkelsen og den Jesusbevægelse, som med tiden skulle blive kendt under navnet 'de kristne' (latin: christiani).

Skal vi tro Josefus, jødisk historieskriver i det første århundrede efter vor tidsregning og en af Bildes vigtigste ikke-kristne kilder, var den antikke jødedom arnested for en lang række religiøse bevægelser og skikkelser af mere eller mindre politisk karakter.

I dette virvar dykker Bilde ned og kommer op med interessante iagttagelser vedrørende den af bevægelserne, der skulle få størst betydning i de efterfølgende århundreder.


Hans tilgang er ikke teologisk, men religionsvidenskabelig i den forstand, at der fokuseres på en religiøs (i dette tilfælde kristen) bevægelses dynamiske og sammensatte karakter som et resultat af det stadige samspil mellem bevægelsens medlemmer og det omgivende samfund - et samspil, som belyses ved inddragelse af historiske, litterære, sociologiske, psykologiske og antropologiske teorier og begreber.

Et centralt begreb i denne forbindelse er transformation , og bogens hovedpointe er da også at vise Jesusbevægelsens forvandling fra at være en ubetydelig jødisk, messiansk sekt, udsprunget i miljøet omkring Johannes Døber, til at blive en selvstændig, ny religion.

De to mest afgørende faktorer for denne udvikling fra jødisk sekt til kommende verdensreligion var, ifølge Bilde, dels den stadige udeblivelse af det gudsrige på Jorden, som de troende ventede på, og dels konflikterne med andre jødiske grupper.


Jødedommen i hellenistisk-romersk tid (ca. 170 f.v.t.-135 e.v.t.) synes i særlig grad at være præget af eskatologiske forestillinger om, at 'de sidste tider' var umiddelbart forestående, hvor en kommende Messias skulle genskabe davidstidens retfærdighed og herlighed, altså et genrejst Israel i politisk forstand.

Sådanne forventninger synes også at have kendetegnet den tidligste Jesusbevægelse i lighed med Johannes Døbers tilhængere og Qumran-sekten.

Ja, mange af Jesus' angivelige helbredelser tolkes i Det Nye Testamente som tegn på, at gudsriget allerede er til stede i skikkelse af Jesus' person og virksomhed, ligesom skildringen af Jesus' indtog i Jerusalem kunne tyde på, at i hvert fald en del af hans tilhængere forventede, at han ved denne lejlighed ville stå frem for hele folket som den længe ventede Messias.

I stedet blev han henrettet som forbryder på korset! Dette kunne have betydet enden på Jesusbevægelsen, men som utallige dommedagssekter har vist siden da, er menneskenes evne til efterrationalisering og bortforklaring næsten ubegrænset.

Med forestillingen om Jesu opstandelse på tredjedagen og hans deraf følgende sejr over døden bliver hans henrettelse fortolket som et indledende tegn på de eskatologiske begivenheder.

Efterhånden som tiden går og Jesus' nærmeste en efter en dør, uden at hans genkomst (parusi) har fundet sted, omfortolkes disse forestillinger, ideen om gudsriget på jorden spiritualiseres, og Jesusskikkelsen undergår en stadig stigende guddommeliggørelse.

Ikke mindst denne udvikling var uspiselig for mange af samtidens jøder, hvorfor Jesusbevægelsens missionsvirksomhed rettes mere og mere mod den ikkejødiske omverden.


Med etableringen af kristennavnet (græsk: christianos; latin: christianus) mister Jesusbevægelsen sin sidste eksplicitte tilknytning til den jødiske moderreligion og dermed også den relative respekt som denne gamle etniske religion trods alt nød i romernes øjne (og de deraf følgende privilegier).

Hermed var de kristne blot at betragte som repræsentanter for endnu en form for ny og suspekt overtro, der fra Orienten nåede Rom, hvor »alt ækelt og skamløst flyder sammen fra alle verdenshjørner«, som Tacitus udtrykker det.

Jesusbevægelsens oprindeligt partikularistiske (jødiske) program transformeres af de troende til universalistisk (omfatter alle), det afpolitiseres, og den messianske kamp flyttes fra den politiske og militære arena til det kosmiske plan.

For at tækkes missionsvirksomhedens nye målgruppe flyttes ansvaret for Jesus' henrettelse fra romerne over til jøderne, således som det endnu fremgår af evangelierne. Afslutningen på grundlæggelsesfasen sættes af Per Bilde til biskop Ignatios brug af ordet 'kristendom' (græsk: christianismos) ca. 110 e.v.t.

Det er med andre ord navnet og den dermed forbundne selvforståelse og ikke fastlæggelsen af en specifik troslære eller dogmatik, der er Bildes kriterium for etableringen af den nye religion.


En fremstilling så omfattende som denne vil naturligvis kunne kritiseres på forskellige punkter. For eksempel undlader Bilde i sit kapitel om gnosticismen at inddrage den nyeste forskning, der problematiserer forestillingen om en 'ægte' gnosticisme, i lige så høj grad som han selv problematiserer forestillingen om en ditto kristendom.

Men det er småting i betragtning af hans stort anlagte og beundringsværdigt gennemførte projekt, som ikke mindst vinder læserens tillid i kraft af forfatterens stadige fremhævelse af, at hans mange tekstanalyser er at betragte som 'rids' og 'skitser': Der er med andre ord mere at sige om sagen, end vi finder i det foreliggende.

Bogen er da også tænkt som en indføring i kristendommens grundlæggelse og fortjener som sådan at blive flittigt brugt - ikke mindst på universiteter og seminarier, hvor man vil forstå at værdsætte de mange citerede tekster.