25 år efter sit kortlivede, hektiske klimaks er den grimme, grovkornede punk endt som lækker coffee table-bog. Punk hedder den blot. En begivenhed der i sagens natur godt kunne kalde på en sarkastisk kommentar. Men den ville nu nok prelle af på bogens to bagmænd. Stephen Colegrave og Chris Sullivan var begge dybt involveret i punkbevægelsen og brugte efterfølgende punkens DIY-filosofi (Do It Yourself - Gør Det Selv) til at komme vidt omkring. I forfatternes egne ironiske levnedsbeskrivelser får man kort ridset op, hvorledes de med stor succes solgte ud og nåede til tops som henholdsvis reklamemand hos Saatchi & Saatchi og klubejer og livsstilsredaktør på GQ. Med andre ord eksponenter for den kreative individualisme, som blev en del af punkoprørets arvegods og, skulle det vise sig, en effektiv træningslejr til den dot.com-verden, der senere tonede frem. Men så er der også den anden historie. Historien om de mange narkodødsfald. Om de grimme, de grænseoverskridende og de utilpassede, der i en kort periode blev et ideal, inden pæn og lækker livsstil igen stille og roligt blev dagens orden. »Jo grimmere du var, desto mere levede du op til den sande punkånd«, erklærer en eks-punk. Det var et oprør mod såvel borgerlige konventioner som hippiernes bløde værdier og kommercialiseringen af ungdomskulturen. Over for borgerskabets snerpethed og hippiernes fri kærlighed satte punken S&M i sort læder og sex uden alt for meget samvær af den mere følelsesbetonede slags. Rå poesi med mørk romantik, rendestene og undergangsstemning. Punk var måske det sidste ungdomsoprør, hvor oprørerne havde noget, der lignede klart definerede værdier at gøre op med. En sidste mulighed for at sætte den repressive tolerance på en hård prøve. Men også et oprør, hvor den ensidige vægt på at være anti gjorde det mere end svært at definere alternative værdier, som man bagefter kunne bygge noget mere varigt på. Kort liv satte spor Punk er her historien om en musikalsk kulturrevolution, der blussede hurtigt op og snart døde hen igen. De første spæde tiltag i 1975, opturen i 76, kommerciel gennemslagskraft i 77 og så fra 1978 en hurtig desintegration. Men som på mange andre måder satte spor i årene, der fulgte. Man havde for alvor fået øje på mulighederne for at opdyrke alternativer til den etablerede pladeindustri. Punkens dyrkelse af energien fik senere en flot efterskrift i form af grungerocken, og op igennem alle årene har punkens dyrkelse af det umiddelbare udtryk, den rå nerve og behovet for alternativ rockmusik været en konstant inspirationskilde, mens punkmusikken som sådan, bortset fra kortvarige revivals især i USA, har levet videre som seje subkulturer af mere eller mindre obskur observans. Musikkulturen kunne 25 år efter punken godt trænge til at blive rusket op i, men hvem skal ruske op, når forældre og børn deler musiksmag, når ethvert seksuelt tabu er gjort til allemandseje, når stort alle er en del af den samme konformistiske dot.com-kultur og musikken i øvrigt slet ikke indtager den samme naturlige centrale placering i ungdommens kulturunivers? Betragtet på denne måde bliver 'Punk' en rejse tilbage til en tid, hvor 25 år syner af temmelig meget. Et eksotisk tilbageblik på en tid, hvor tanken om en kulturel konfrontation med det bestående på en helt anden måde var en integreret del af tankegangen. Et oprør, der på en gang havde dybe rødder i det britiske klassesamfund og med fuld hammer foregreb hiphop-trioen Beastie Boys' generationshymne til den postmoderne ungdom - Fight For Your Right To Party. Der blev festet igennem. Endeløse afterparties, toiletknepperi og narkorus i lange, lange baner var ifølge dokumentationen i 'Punk' en stor del af punkerfaringen i London. P-pillen var kommet. Aids endnu ikke dukket op. Provokationen var stadig en mulighed. Med sikkerhedsnåle i kinderne og rotter på skulderen viste den repressive tolerance sig endnu kun at være på forsøgsstadiet. To retninger Colegrave og Sullivan skiller punken i to spor. Den hedonistiske 'skråt op med det hele'-stil. Som blev inkarneret i Sex Pistols og hele gedemarkedet omkring manageren Malcolm McLaren og Sid Vicious og hans og Nancy Spungens tragiske og ynkelige endeligt. Samt den mere politisk motiverede musikrevolte, der kom mest fornemt til udtryk i The Clash. Helt karakteristisk bestod Sex Pistols' samlede output stort set af én gigantisk udløsning i 'Never Mind The Bollocks', mens The Clash blev bandet, der på 'London Calling' og 'Sandinista' arbejdede punken ind i fremtidens multikulturelle tekstur. Colegrave og Sullivan har været klart mest interesseret i Sex Pistols. I dramaet med smæk for skillingen og de markante hovedpersoner. Det resulterer paradoksalt nok i, at Johnny Rotten, Sid Vicious og Malcolm McLaren bliver de altdominerende hovedpersoner i en historie, der så alligevel ikke rigtig bliver fortalt, fordi bogens form ikke lægger op til det. Inspirationskilder Forfatterne lægger helt rimeligt stor vægt på den amerikanske baggrundshistorie. Først og fremmest Andy Warhol, The Velvet Underground og The New York Dolls, men også MC5 og The Stooges som altafgørende inspirationer for den punk, der måske nok blev den mest gennemgribende kulturrevolution i det modebevidste og altid swingende London med en syndflod af bands, men, som forfatterne argumenterer for, satte sig de kunstnerisk tungeste spor i det amerikanske med bands som Television, Patti Smith Group, Ramones, The Dead Boys. I USA gled den nye musik ind i en livskraftig, etableret tradition. I England kom punk som et lyn fra en klar himmel og fik en holdbarhed som en sæbeboble. Også tråden fra dadaisme og surrealisme bliver trukket op. Især fremhæves John Heartfield og punkens fascination af collageteknikken, der var som skabt til gør det selv-mentaliteten. Punk-bogen er skabt ud fra nogle af de samme principper. Bogen skrider kronologisk frem, men langt størstedelen af teksten er en tematisk løst struktureret citatmosaik, der i løbet af 400 sider udvikler sig til en ganske underholdende, men også temmelig dræbende sammenklippet ophobning af vigtige og mindre vigtige vidneudsagn fra rigtig mange gengangere - journalister, musikere, fans - der selv helt autentisk var til stede dengang i de gode dage, da outsiderne satte dagsordenen. Med masser af vilde billeder fra en vild tid og citater til de bladrende fingre. Jo, det er en coffee table-bog. Mest noget til øjet. Men en bladren, som måske ikke er så uforpligtende endda. For som forfatternes engagerede udgangsbøn lyder: »Vi håber, at den igangværende fornyede interesse for punken, og denne bogs andel i den, vil få folk til at sætte spørgsmålstegn ved det nye establishment, måske endda opmuntre dem til at skabe ubekvemme idéer og attituder, som tør ryste den ældre generation i dens kommercielle indstilling til tingene«.