De første skridt i retning af at fremtidens menneske kan blive en kentaur af krop og teknik, er for længst taget. Lægevidenskabens oprindelige opgave, at afværge og helbrede sygdomme, har i dag fået konkurrence af genteknologien og biomedicinens mulighed for at optimere og forbedre bestemte egenskaber i arvemassen. Den gamle drøm om at kunne perfektionere menneskekroppen og menneskets egenskaber, er blevet praktisk mulig. Den tyske filosof, Jürgen Habermas, siger i sin seneste bog om den menneskelige naturs fremtid, at forskellen mellem negativ og positiv eugenik, altså arvehygiejne, er blevet udvisket. Faren ved det skred er oplagt, f.eks. hvis prænatal selektion, dvs. udvælgelse og fravalg af fostre, går fra negativt at fravælge misdannede børn til positivt at vælge fostre med bestemte egenskaber, såsom køn, intelligens eller hårfarve. I stedet for naturens lotteri træder ambitiøse forældre. Den nye teknik medfører muligheden for en uhæmmet instrumentalisering af livets spæde begyndelse. Men de muligheder, vi som forældre og privatpersoner måske kunne føle os fristet af - for hvem vil ikke gerne have et barn med de bedste chancer i livet - føler vi os samtidig som moralske væsener utrygge ved. Hvad betyder det for børnenes tilværelse og deres forståelse af sig selv, at de er blevet til under sådanne højteknologiske omstændigheder? Intet tyder på at mennesket er indrettet som en ting, og at det er muligt, at foretage neutrale tekniske indgreb, hvorefter det enkelte menneskes liv, kan fortsætte upåvirket.