0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Generationsegoisme

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

De første skridt i retning af at fremtidens menneske kan blive en kentaur af krop og teknik, er for længst taget.

Lægevidenskabens oprindelige opgave, at afværge og helbrede sygdomme, har i dag fået konkurrence af genteknologien og biomedicinens mulighed for at optimere og forbedre bestemte egenskaber i arvemassen. Den gamle drøm om at kunne perfektionere menneskekroppen og menneskets egenskaber, er blevet praktisk mulig.

Den tyske filosof, Jürgen Habermas, siger i sin seneste bog om den menneskelige naturs fremtid, at forskellen mellem negativ og positiv eugenik, altså arvehygiejne, er blevet udvisket.

Faren ved det skred er oplagt, f.eks. hvis prænatal selektion, dvs. udvælgelse og fravalg af fostre, går fra negativt at fravælge misdannede børn til positivt at vælge fostre med bestemte egenskaber, såsom køn, intelligens eller hårfarve.

I stedet for naturens lotteri træder ambitiøse forældre. Den nye teknik medfører muligheden for en uhæmmet instrumentalisering af livets spæde begyndelse. Men de muligheder, vi som forældre og privatpersoner måske kunne føle os fristet af - for hvem vil ikke gerne have et barn med de bedste chancer i livet - føler vi os samtidig som moralske væsener utrygge ved.

Hvad betyder det for børnenes tilværelse og deres forståelse af sig selv, at de er blevet til under sådanne højteknologiske omstændigheder? Intet tyder på at mennesket er indrettet som en ting, og at det er muligt, at foretage neutrale tekniske indgreb, hvorefter det enkelte menneskes liv, kan fortsætte upåvirket.


Habermas er særligt ude efter den ubalance eller asymmetri mellem forældre og børn, som sådanne genteknologiske indgreb, vil medføre. Det er naturligvis svært nøjagtigt at sige, hvilke konsekvenser for selvfølelsen og selvbevidstheden en så grundlæggende instrumentalisering af arvematerialet, vil medføre.

I et normalt livsforløb vil den oprindelige magtfordeling, der består mellem forældre og børn, udlignes som børnene vokser op. Frygten er at disse genetiske programmer »ikke lader vore efterkommere komme til orde« og således udtrykker et formynderi mellem generationerne, der aldrig kan udlignes.

I sidste ende peger denne diskussion frem mod demokratiets vilkår eftersom det velfungerende demokrati, forudsætter den størst mulige ligebyrdighed mellem borgerne. Beslutninger om genetiske forhold kan med Habermas' udtryk kaldes irreversible, hvilket vil sige, at de ikke kan gøres om igen.

Sådanne irreversible afgørelser er problematiske i et demokratisk samfund fordi de indskrænker, de fremtidige generationers valg- og handlemuligheder. Selv om det humoristisk er blevet spurgt, hvad de fremtidige generationer nogen sinde har gjort for os nulevende, er fænomener som radioaktivt atomaffald, gæld og manipuleret genmateriale beklagelige eksempler på generationsegoisme.


Genteknologi er en chance for at erstatte naturens brutale løsninger i spørgsmål om selektion og overlevelse med bevidste valg. Som sådan er der tale om en civilisatorisk landvinding. Men da intet tyder på, at hverken mennesker, organisationer eller stater, altid træffer de mest fornuftige valg, er det en nyvunden frihed med indbyggede farer.

Vi står kort sagt endnu en gang i den situation at et videnskabeligt fremskridt har gjort det muligt, at leve et liv endnu mere efter vore egne ønsker og drømme. Men det klogeste alligevel er en eller anden form for selvbegrænsning.

Det er her moralen kommer ind i billedet. Indskrænke, begrænse, tæmme og regulere er hyppigt forekommende ord i Habermas' bog. Det er ord, der tydeligt viser den moralske tales problem: Den er defensiv og afværgende.

Hvis der ikke findes forpligtende politiske svar på spørgsmålene om genteknologi, står kapitalen, videnskaben og industrien parat til at give deres. I dén verden kommer fostre næppe til at nyde mange rettigheder.


Antikkens filosoffer var optaget af, at give deres bud på det gode liv. Moderne filosoffer er mere tilbageholdende. Eller rettere mere imødekommende over for tidens kulturelle og religiøse pluralisme: At det gode liv kan se ud på mange forskellige måder.

Det betyder at vore dages filosofiske tænkning ofte er meget forsigtige med, at give indholdsmæssige svar på tidens moralske og politiske udfordringer. Denne afholdenhed gør sig også gældende i Habermas' bog om genteknologi.

Habermas giver ikke konkrete svar på de svære problemer, men bidrager i sin forundersøgelse med en diskussion af de principper, som er relevante for at finde svarene.

Man kan håbe på at argumenterne for, at tøve en kende i forhold til videnskabens ekstreme muligheder, vækker genklang i lovgivningen.

Om ikke andet af frygt for at mennesket vil blive reduceret til, at være et mellemspil i evolutionens historie, som Nietzsche spåede det i sin lanceri