0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den gyldne skilsmisse

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingne
Foto: ingne
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Søndag 5. juni 1966. En solrig eftermiddag ved byen Falköping midt i Sverige. Neden for Ålleberg-bakken stod støvet op fra den grusvej, der ledte frem til den lokale parkfestival. Fra den ene side kom en stor Volvo-varevogn, fra den anden en større armada af amerikanerbiler af mærker som Mustang og Thunderbird.

I Volvoen sad popgruppen The Hootenanny Singers med guitaristen og sangeren Björn Ulvaeus. Et sted i de store flydere sad Benny Andersson, komponist og klaverbokser i pigtrådsbandet The Hep Stars. Gennem støvskyerne så de to største musiknavne i Sverige hinanden an. Det uundgåelige var sket, og de mødtes for første gang.

Det blev aftalt at mødes og feste på Rally Hotel i den nærliggende by, Linköping, om aftenen. Vildkattene i The Hep Stars havde imidlertid misforstået noget og satte i stedet kursen mod Linköping, 160 kilometer væk. Men her var ikke noget hotel og intet rivaliserende 'Mors Drenge Orkester', så amerikanerbilerne blev vendt og fandt frem til festen.

Her opstod et stærkt bånd mellem Benny Andersson og Björn Ulvaeus. De to endte sent om natten i en park i Linköping med to guitarer. Under himmelens stjerner sang og spillede de nogle af tidens store hits sammen. Hurtigt fandt de ud af, at de delte den samme ambition om at skabe musik af holdbarhed. Som Lennon & McCartney.

»Men vi aftalte ikke noget. Det eneste, der blev sagt mellem os, var: »Måske kunne vi prøve at skrive noget sammen en dag«. Så var det pludselig morgen og ved at blive lyst«, har Benny Andersson siden fortalt.

De kom til at skrive 'noget' sammen, de to. De kom til at indspille plader, der er solgt i 350 millioner eksemplarer verden over. De kom til at skrive 'noget' sammen, de to. De kom til at indspille plader, der er solgt i 350 millioner eksemplarer verden over. De kom til at udgøre aksen, de to B'er, i Skandinaviens største musiknavn nogensinde, ABBA.

Alliancen fra bænken i Linköping syntes skabt i det hinsides. For selv om ABBA med sin familiepop, en glæde så stor og bristefærdig som en tyggegummiboble, sine småborgerlige kernefamilier og skamløse sans for det fuldfede omkvæd var på konfrontationskurs med alle tidens politiske paroler, blev gruppen 1970'ernes største musiknavn overhovedet.

I sin meget omfattende - 534 sider - bog 'Bright Lights - Dark Shadows. The Real Story of ABBA' fortæller den svenske journalist Carl Magnus Palm for første gang kvartettens både eventyrlige og bizarre historie. Efter flere sludrevorne og sladderprægede forsøg har verden dermed fået sin første store ABBA-biografi.

Pigtråd og pop
Alle fire i Kernefamilien Svensk Pop A/S var etablerede stjerner hver for sig, da de mødtes. Björn og Benny som 1960'ernes konger af pop og pigtråd. Agnetha som teenagestjernen med de grådlabile svensktopsange på repertoiret, Anni-Frid Lyngstad som evigt lovende ung jazzsangerinde med flere pladeudgivelser på samvittigheden.

Agnetha og Björn mødtes i en folkepark, hvor de begge skulle spille. Han var begejstret, hun spillede cool. I 1971 løb de atter ind i hinanden ved en tv-optagelse og gik lange ture sammen. »Björn mente, at jeg frøs meget, og at det var nødvendigt at varme mig meget. Så han lagde armene meget omkring mig«, har Agnetha Fältskog senere fortalt.

Fjernsynet førte også Anni-Frid og Benny sammen, da de begge spillede i et popprogram. Hun, den unge mor, havde forladt sin familie i provinsen og manglede et sted at bo i Stockholm. Han åbnede sin lejlighed og tog hende som logerende, men forholdet udviklede sig. Og i 1970 tog de to unge par på fællesferie til Cypern.

Hjemme i Sverige tog de to par i november 1970 endnu et skridt mod ABBA, da de tog på turne med kabareten 'Festfolk'. Det kan betyde både ægtefolk og partymennesker. Og blev en flertydig fiasko.

For det første var kæresteparrene ikke sjove. I hvert fald ikke ifølge pressen, som hæftede sig ved deres stive fremtoning og unaturlige aflevering af gags og jokes.

»Så fik vi da lært, hvad vi ikke kan«, kommenterede Benny Andersson tørt på et senere tidspunkt.

For det andet truede turneen med opløsning af de to parforhold, længe inden den tilsyneladende popidyl var etableret. Ganske vist sang Anni-Frid og Agnetha det ironiske nummer 'Vi är väninnor' på scenen. Men bagved de to kørte samtidig en filmstump, hvorpå de sviner hinanden til på det groveste. Og i virkeligheden var det ikke meget bedre.

Det tætte turnéliv fik flere gange pigerne til at eksplodere - der var fem års aldersforskel på dem, og blonde Agnetha og den mere modne brunette Anni-Frid blev aldrig hjerteveninder.
Også i de to parforhold knirkede det allerede under turneen med 'Festfolk'.

»Det er ikke en god idé både at arbejde sammen og bo sammen. Det er lettere at blive i dårligt humør. Vi sad i bilen sammen, spiste sammen, optrådte sammen, tjekkede ind på hoteller sammen. Det var bare for meget«, som Anni-Frid Lyngstad sagde efter turneen, da hun foregreb begivenhedernes gang i ABBA.

Ubrydeligt venskab
Efter den gruopvækkende oplevelse sænkede idyllen sig atter over stokroserne fra Stockholm. 6. juli 1971 blev Agnetha og Björn gift i Verum under stor offentlighed. Dagen efter roede Björn Ulvaeus med sin manager og pladeselskabsdirektør fra tiden med Hootenanny Singers, Stig 'Stikkan' Andersson, ud på en nærliggende skovsø. Ude på rum sø fremsatte Stig et tilbud til sin protegé: Björn kunne blive chefproducer og medejer af pladeselskabet Polar Records.

»Det vil jeg gerne, hvis jeg kan få Benny med«, lød svaret. Men Stig Andersson ville ikke betale mere end en månedsløn. »Hvad så hvis Benny og jeg deler min løn«, foreslog Björn Ulvaeus, og sådan blev det. De to komponister havde indgået et ubrydeligt venskab.

Resultatet lod ikke vente længe på sig. Inspireret af sydeuropæisk slagertradition, britisk pop, svensk folkemusik, vokalharmonier a la Beach Boys og en lyd så tyk som en mur som hos amerikanske Phil Spector arbejdede de to på livet løs.

I 1973 sendte Björn og Benny sangen 'Ring Ring' ind til det svenske Melodi Grand Prix, hvor en såkaldt ekspertjury skuffende placerede den som nummer tre. Da sangen kort efter blev udsendt på engelsk, blev den nummer et i seks lande. Björn & Benny, Agnetha & Anni-Frid, som firkløveret kaldte sig, havde vist, at deres publikum var folket og ikke eliten.

Waterloo, en vinder
Næste år gik det bedre. 'Waterloo' sejrede i Sverige og i den internationale finale i England. ABBA, som gruppen nu hed på forslag fra manager Stig Anderson efter overvejelser om Alibaba, Baba og Friends & Neighbours (!), slog igennem over night, men slap til gengæld aldrig af med det i manges øjne grimme klistermærke med påskriften Melodi Grand Prix.

Var kursen ikke just afstukket mod det finkulturelle, begyndte bankbøgerne til gengæld at bugne. Begge par havde købt villaer tæt på hinanden i den fine forstad til Stockholm, Vallentuna. Sammen gik de tur med hundene, Björns bulldog Ada og Bennys langhårede terrier Zappa.

I sandhed Venner & Naboer. Men så heller ikke mere.

»Når det går vildt for sig, låner vi plæneklipperen hos hinanden. Nogle gange er vi gået i biografen sammen, men vi løber ikke konstant frem og tilbage mellem hinandens huse. Vi arbejder for meget sammen til at kunne holde hinanden ud efter kl. fem«, som Benny Andersson fortalte om forstadslivet i 1974.

Med den ægteskabelige idyl i villakvarteret og popmøllen kværnende var ABBA stemplet. Som kapitalistisk trash. 'Kold', 'kalkuleret', 'kommerciel', 'virkelighedsflugt' var ord, som kvartetten igen og igen stødte på i 1970'ernes svenske medier.

I det årtis musikalske miljø var politisk korrekthed slet ikke en valgmulighed. Man var venstreorienteret eller ingenting alias kapitalistlakaj. Det var mondænt at være revolutionær rocker og udsende plader med politiske paroler som Røde Mor herhjemme og eksempelvis Hoolabandoola Band med Mikael Wiehe og Björn Afzelius i Sverige.

Konflikten med venstrefløjen gjorde gruppens koleriske og ik