0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ramt ved siden af

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er meget mindre godt at sige om Gitte og Leo Tandrups bog 'Idioten og stjernedyret', men lad os starte med det positive og konstatere, at der i alle tilfælde meldes rent ud.

De to Tandrup'er synes enige om, at vores samtid er noget skidt, at det var meget bedre i de gamle dage, helst helt tilbage til de gamle grækere, selvom bare Bjerke-Petersens samtid, altså årene omkring Anden Verdenskrig, var at foretrække frem for i dag. Et typisk citat fra Leo Tandrup findes på side 91 og lyder således:

»Hans (Hein Heinsens, red.) begrebshorisont er væsentlig det 20. århundredes. Det gør begreberne pauvre, overfladiske og uforståelige. Hvis vi ikke tager ved lære af vores forfædre, der i Grækenland og siden i Norditalien var i stand til at skabe bæredygtige fællesskaber i modsætning til vores værdiudhulede tid, kommer man til at anvende begreber, der spolerer fællesskabet«.

Hvorfor begreberne falmer i kontakten med samtiden taler Tandrup ikke om, ligesom der ikke anvises nogen form for løsning - andet end at rejse tilbage i tiden så hurtigt som muligt. Måske Tandrup hellere skulle se sig omkring i samtiden, hvor den postmodernisme, som han gør voldsomt op med, for længst er forsvundet, og en ny generation af kunstnere har droppet ironien til fordel for socialt engagement.


Men det er, som om Tandrups kurs ligger fast (afstukket af en følelse af at blive holdt udenfor?), og så må alting føje sig derefter. Hvilket også gælder den kunstner, Harvey Martin, som bogen skulle handle om. Men det er mere end symptomatisk, at hans navn slet ikke findes på bogens forside (layoutet af Tandrup selv).

Inde i bogen lægges der ud med en række værkanalyser, godt set og skrevet af Gitte Tandrup, selvom det er mig lidt af en gåde, hvordan hun får så meget ud af Martins skulpturer. Indimellem bliver man også i tvivl om, hvem der taler, tænker og tolker, som her:

»Det (pendulet, red.) signalerer, at vi har travlt med vores kamp, om nu en ydre kamp eller kampen med at få sindets kræfter i samspil«.

Men tolkning af værker er jo ikke matematik, der er ingen facit, der bekræfter, at pendulet signalerer travlhed. Heller ikke selvom kunstneren siger det, og læseren får i øvrigt aldrig at vide, hvor pendullæsningen stammer fra.

Til gengæld genkendes snart udfaldene mod samtiden, og selvom jeg som sagt synes, det er interessant, at Tandrup kan lade kunstoplevelsen bære så tunge moralske betydninger, så bliver det mig hurtigt for meget.

Trætheden sætter endnu hårdere ind på de over 130 sider med udskrift af en samtale mellem Leo Tandrup og Harvey Martin. At skrive hvert et ord ud bibeholder ikke spontaniteten, tværtimod føler man sig som læser tvangsindlagt til at overvære hvert et 'øh' og 'tja'.

Faktisk tangerer det den genidyrkelse, som Tandrup afskyr. Og for at det ikke skal være løgn, kan Leo Tandrup end ikke unde kunstneren det sidste ord, men stjæler det netop ved at sige: Så fik du det sidste ord. Det gør han ikke her.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce