0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En karriere synker i grus

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hun var ikke guds bedste barn, men hun kompenserede - så rigeligt, mener man i skaren af hundredtusindvis af fans - ved at blive det 20. århundredes største diva og ved, næsten ene kvinde, at forlene en stivnende kunstform med nyt liv, med en helt ny indre nødvendighed.

Den eneste person, det er rimeligt at skrive sådan om, er naturligvis Maria Callas, den kontroversielle sopran, der døde 16. september 1977, alt, alt for tidligt og i en alder af 53.

Hun var operaens helt store tragiske figur både på scenen og privat. Et uudtømmeligt emne for biografer, senest den uforligneligt professionelle amerikanske af slagsen, Anne Edwards, der allerede har portrætteret folk som Judy Garland, Vivien Leigh, grevinde Tolstoj, Mary Stuart, den engelske dronning, Ronald Reagan, Aga Khan og lady Diana i bogform.

Ikke mange spytklatter fra ugebladssøberiet, aner man, men der er gode grunde til at læse Edwards' biografi, der ikke bibringer væsentligt nyt, men som til gengæld fortæller historien nogenlunde koncist og velgørende kort.

Den gør imidlertid en del ud af at punktere den sensation, som en nylig Callasbiograf bragte til torvs, nemlig at Callas fødte Onassis en søn, der døde fire dage efter fødslen.


På ét punkt forekommer 'Her Life, Her Loves etc' at give et urealistisk billede af Callas' karriere. Bogen er en kronologisk heltindebiografi, næsten ærværdigt fremadskridende.

Et par gange skriver Anne Edwards, at Callas nu er blevet sine stemmemæssige problemer kvit, men mens problemerne pågår, er der ikke et ord om dem.

Selv i forbindelse med notorisk pinagtige præstationer bemærker Edwards, at Callas' stemme aldrig har været bedre, og karrieren er ét langt logisk stræk fra sangerens optrædener som teenager ved Athens Opera i først 'Cavalleria rusticana' i 1939, over 'La Gioconda' i Veronas Arena i 1947 og 'Tristan og Isolde' ved La Fenice i 1948, op igennem alle de store Verdi- og veristiske operaer ved først Scalaoperaen i Milano og siden Metropolitan i New York.

Men var det faktisk sådan? De umådelige ressourcer af pladeindspilninger, komplette operaer og recitals, studie- og liveindspilninger, der findes med Maria Callas, tegner en hastigt nedgående kurve allerede fra midt i 1950'erne.

Allerede ved Callas' sene debut i december 1957 ved Pariseroperaen var det så som så med herlighedsværdierne i rent sanselig forstand, de parisiske optagelser fra først i og midt i 1960'erne er ofte tåkrummende, og de få dokumentationer, jeg har set fra Callas' katastrofale comeback-turné med Giuseppe Di Stefano i 1974, ikke mindst en skærende 'O mio babbino caro', viser med al ønskelig tydelighed, at ballet for længst er ovre.


Maria Callas er historien om et halvfattigt græsk emigrantpar i New York, hvis anden datter fødes kort efter ankomsten til Den Nye Verden.

Maria er 13, da moderen Litza, et mareridt af en monoman stjernemor med psykopatiske træk, forlader sin mand og tager Maria og storesøster Jackie med hjem til Athen, hvor de hutler sig igennem, indtil Litza finder på at 'sælge' Jackie som elskerinde til en rig græker, der til gengæld betaler for Marias sanglektioner.

Selv risikerer Maria den totale udfrysning fra akademiet i Athen, da hun begynder at fraternisere lidt rigeligt med den italienske og tyske besættelsesmagt.

Det er for at få en karriere, at Maria Callas rejser tilbage til New York, men da Metropolitan endelig tilbyder hende det parti, hun har plaget, leflet og tigget for i årevis, er det Leonore i 'Fidelio', og hun afslog bestemt - og overraskende.

Da San Francisco siger nej tak, slår hun til, da Arenaen i Verona lokker med titelpartiet i en ny produktion af 'La Gioconda', og i løbet af kort tid er hun det hotteste navn på den italienske operascene.

Den store maestro Tullio Serafin bliver hendes mentor, og i Verona møder den 23-årige sanger den 52-årige operagale forretningsmand Giovanni Battista Meneghini, som hun senere gifter sig med, og som bliver hendes (udygtige) manager.

Det er Serafin, der hører, at Callas' store potentiale ligger inden for belcantorepertoiret, som hidtil har været sunget af lyriske sopraner snarere end dramatiske som Callas, og hendes portrætter af især Bellinis 'Norma' sætter helt nye standarder.

Koloraturer bliver andet end meningsløse roulader, de høje toner bliver gyldige udtryk for sindsstemninger og elementer i dramatisk opbygning.


Debuten på La Scala i 1950 i en gammel træt opsætning af 'Aida' var ikke heldig. Callas var stor som en tromle og havde i de uger en hudsygdom, som hun måtte skjule bag flere lag af slør, og milaneserne fandt hendes teknik yderst mangelfuld.

Hun møder den berømte Luchino Visconti, instruktør af guds nåde og homoseksuel tillige. Hun forelsker sig i ham, og han er ikke uden skyld i, at hun, efter hun i 1953 så Audrey Hepburn i 'Prinsessen holder fridag', går på en streng diæt, der gør, at hun på 11 måneder taber 34 kilo og bliver selve billedet på chic.

I 1953 sætter Visconti Cherubinis 'Medea' op på Scalaoperaen med Callas i titelpartiet. Den unge amerikaner Leonard Bernstein dirigerer, og divaen ser frådende og selvmedlidende på, mens hendes udkårne Visconti og Bernstein holder en affære kørende.

I 1956 debuterer hun endelig på Metropolitan i hjembyen New York og er en sensation som Norma. Hun er nu verdens højest gagerede operasanger og en af verdens berømteste kvinder.

I 1957 ved et bal i Venedig møder den 33-årige diva den hovedrige 56-årige skibsreder Aristoteles Onassis og engagerer sig for første gang længe i nogen uden for operaverdenen.

Onassis bliver hendes livs kærlighed, men han undlader at gifte sig med hende, selv da han har forladt sin kone Christina og Maria har smidt sin Meneghini ud.

Faktisk indleder Onassis sideløbende et forhold til fyrstinde Lee Radziwill, adeligt gift svigerinde til den amerikanske præsident Kennedy og søster til Jacqueline Kennedy!

Mens karrieren synker i grus, tilbringer Maria Callas sin tid på Onassis' luksusyacht med henholdsvis at boltre sig i den nyopdagede erotik og begrave sig i bange anelser for fremtiden.


Da John F. Kennedy bliver snigmyrdet, og Onassis inviterer den lidende enke til at slikke sårene med sig om bord på yachten, er det begyndelsen til enden.

Jackie er et symbol som intet andet i efterkrigstiden, og selv om det ender ulykkeligt, må Onassis have hende, og Callas kaster sig kortvarigt i armene på tenoren Giuseppe di Stefano. Efter kort tids ægteskab genoptager Onassis og Maria Callas forbindelsen, der varer indtil hans død i 1975.

Callas overlever ham med to et halvt sølle år. Isoleret i lejligheden i Paris, i konstant dårligt helbred og uden venner, hun kan ringe til. Faderen er død, lillesøsteren har hun ingen kontakt til, og moderen, der lever endnu, afbrød hun forholdet til adskillige år før.