Hun var ikke guds bedste barn, men hun kompenserede - så rigeligt, mener man i skaren af hundredtusindvis af fans - ved at blive det 20. århundredes største diva og ved, næsten ene kvinde, at forlene en stivnende kunstform med nyt liv, med en helt ny indre nødvendighed. Den eneste person, det er rimeligt at skrive sådan om, er naturligvis Maria Callas, den kontroversielle sopran, der døde 16. september 1977, alt, alt for tidligt og i en alder af 53. Hun var operaens helt store tragiske figur både på scenen og privat. Et uudtømmeligt emne for biografer, senest den uforligneligt professionelle amerikanske af slagsen, Anne Edwards, der allerede har portrætteret folk som Judy Garland, Vivien Leigh, grevinde Tolstoj, Mary Stuart, den engelske dronning, Ronald Reagan, Aga Khan og lady Diana i bogform. Ikke mange spytklatter fra ugebladssøberiet, aner man, men der er gode grunde til at læse Edwards' biografi, der ikke bibringer væsentligt nyt, men som til gengæld fortæller historien nogenlunde koncist og velgørende kort. Den gør imidlertid en del ud af at punktere den sensation, som en nylig Callasbiograf bragte til torvs, nemlig at Callas fødte Onassis en søn, der døde fire dage efter fødslen.
En karriere synker i grus
Lyt til artiklen
