I snart halvtreds år har aviserne beskæftiget sig med Cobra-kunsten, kultiverede mennesker har talt om den, og kunstsamlere har betalt for den. Men få har orket at lave kunsthistorie over den. Det er besynderligt i betragtning af, hvor afgørende en betydning Cobra-maleriet har haft for ikke bare dansk modernisme, men også for kunsten i Europa efter Anden Verdenskrig. I de første tre-fire årtier efter begyndelsesåret 1948 kaldte dækningen af Cobra mest på interview og reportage. Alle vidnerne var jo stadig i live, og der blev stadig produceret Cobra-malerier, som rummede den oprindelige nerve. Cobra var levende nutid, og kulturjournalisterne og kunstanmelderne Virtus Schade og Gunnar Jespersen var længe de eneste herhjemme, der tog sig af formidlingen. Den videnskabelige dokumentation lod derimod vente på sig. Cobras egen historie var indbegrebet af en god historie og en af den moderne kunsts mange paralleller til eventyret 'Den Grimme Ælling: Kombinationen af fattigdom og tuberkulose, verdensberømmelse og rekordhøje auktionspriser hører til de elskede paradokser, der som en betinget refleks altid trækker opmærksomhed med sig. Det er f.eks. en god historie, når en kunstner satser alt og sulter, bliver syg og alligevel dør som Danmarks internationalt mest ansete maler i nyere tid. Hertil kom, at Asger Jorn - for det hed den berømte patient - var en fantastisk alsidig, dynamisk og initiativrig kunstner. Uden Jorn havde Cobra måske slet ikke eksisteret i den form, vi kender i dag. Eller i det omfang.
Findes det, findes det her
Lyt til artiklen
