0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

To begreber, der ikke findes?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Tiden passer ikke til forræderi, skriver Grethe Roulund. Ikke fordi tiden ikke er rig på bedrag, svindel, humbug, mistillid og forræderi, men fordi vi ikke vil anerkende det.

At være forræder er noget umoderne, måske noget ligefrem strafbart, og sådan ser vi jo ikke tilværelsen, selv om vi er blevet forrådt hundredevis af gange i løbet af livet: af ægtefællen, der skred med en anden, af slankekure, der ikke virkede, af tandbørsten, der er viklet ind i plastic og ikke kan åbnes, af bussen, der ikke kom, fordi chaufførerne strejkede, af chefen, der fyrede én, fordi han havde en bedre ansøger.

Men alle disse nederlag er ikke forræderi - de lægger sig som en let og humoristisk fernis af misfornøjelse og mangel på tillid - en generel uglæde.

Ligesådan med begrebet tillid - det ville være naivt at skrive et essay, som positivt forkyndte hvad tillid er. Sådan én har vi ikke på lager - i hvert fald ikke, hvis vi er forfatter!

Her er mistillid en mere passende attitude. Jeg forstår derfor godt, hvad Klaus Rothstein skriver i forordet, nemlig at et antal skribenter meldte fra til hans antologi, fordi de ikke kunne skrive ærligt om tillid og forræderi uden at investere sig selv, så ellers tak.

Men på den anden side forstår jeg det ikke. Skal man ikke netop investere sig selv i, hvad man skriver?


Det viser sig i hvert fald hurtigt, at den som gør det, også slipper bedst fra opgaven. Rolf Gjedsted skriver to bevægende essays om sin søn, der er skizofren og har forladt den almindelige verden for at opsøge ensomheden ude i naturen.

Sønnen Daniel er skiftevis aggressiv og elskende, men under alle omstændigheder ikke til at nå. Han er vel hinsides de to begreber, men hans skæbne føles som et forræderi - og dog også som en mystisk tillidserklæring, fordi: sindet er ikke underlagt love i samme forstand som stoffet - der vil altid være tilfældigheder og spontanitet i dets handlinger, ellers ville det være dødt, som Rolf Gjedsted citerer fra Charles Sanders Pierce.

Og så fortæller han i øvrigt nært og uden prætentioner eller illusioner om sin søn, der ikke kan være som vi andre. »Der er en tærskel af stilhed imellem os, hvor blodet ustandselig pibler fra det samme lille sted, der synes at holde os i live.«

Det er fine essays, fordi de hænger sammen og er ærlige. De andre medvirkende når slet ikke samme umistelige pointe, selv om Pablo Henrik Llambas er mærkeligt klar og knap: tilliden er, at solen står op, og forræderiet er, at den ikke gør det - at vi skal dø. Også han ser det dialektiske i spørgsmålet.


Grethe Roulund er også værd at læse, fordi hun har konkrete eksempler på den umulige opgave. Hun fortæller i sit essay om forræderi, om dengang hun blev student, men ikke ville bære huen.

Hendes mor havde glædet sig så meget og bar trofast huen ned ad Nørregade, indtil den voksne pige til sidst mistede tålmodigheden og lod moderen stå tilbage ved stoppestedet - »snydt for alt det hun havde glædet sig til, siden jeg var syv år«. Jo, den sad.

Det er tydeligt, at forræderiet er en bedre opgave for de medvirkende forfattere, og Hanne Marie Svendsen løser den pænt og artigt: forræderiet er det kærlighedsløse.

Kristian Ditlev Jensen ifører sig forfatterdragten, men håner samtidig sig selv som en vendekåbe, der konkluderer: stol aldrig på antologister. Forræderiet har at gøre med advarsler, afskrifter, breve, bogstaver og tal. Og bøger.

Eksperimentet er ikke så dårligt, for de medvirkende forfattere afslører noget vigtigt om tidens holdning til de store ord - en genert, afvisende, knudret, plaget og selverkendende holdning, som beder redaktøren om andre ord.

De tvivler dybt på opgaven - de bedste af dem er i tvivl om sig selv - og de har dermed både løst den og tabt den. Kun Rolf Gjedsted har noget væsentligt sandt at meddele.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce