Tiden passer ikke til forræderi, skriver Grethe Roulund. Ikke fordi tiden ikke er rig på bedrag, svindel, humbug, mistillid og forræderi, men fordi vi ikke vil anerkende det. At være forræder er noget umoderne, måske noget ligefrem strafbart, og sådan ser vi jo ikke tilværelsen, selv om vi er blevet forrådt hundredevis af gange i løbet af livet: af ægtefællen, der skred med en anden, af slankekure, der ikke virkede, af tandbørsten, der er viklet ind i plastic og ikke kan åbnes, af bussen, der ikke kom, fordi chaufførerne strejkede, af chefen, der fyrede én, fordi han havde en bedre ansøger. Men alle disse nederlag er ikke forræderi - de lægger sig som en let og humoristisk fernis af misfornøjelse og mangel på tillid - en generel uglæde. Ligesådan med begrebet tillid - det ville være naivt at skrive et essay, som positivt forkyndte hvad tillid er. Sådan én har vi ikke på lager - i hvert fald ikke, hvis vi er forfatter! Her er mistillid en mere passende attitude. Jeg forstår derfor godt, hvad Klaus Rothstein skriver i forordet, nemlig at et antal skribenter meldte fra til hans antologi, fordi de ikke kunne skrive ærligt om tillid og forræderi uden at investere sig selv, så ellers tak. Men på den anden side forstår jeg det ikke. Skal man ikke netop investere sig selv i, hvad man skriver?
To begreber, der ikke findes?
Lyt til artiklen
