Tag en prisbelønnet artikel af den længere slags i det amerikanske blad Harper's Magazine, og gør den otte-ti gange længere. Så har man nogenlunde både recepten og baggrunden for den amerikanske journalist Micheal Paternitis nye bog, om hans biltur gennem USA med Einsteins hjerne i bagsmækken, og manden, der stjal hjernen i passagersædet. Turen, og historien om den gale forsker, der efter Einsteins død stjal geniets hjerne for at aflure den sine hemmeligheder er klart en kanonhistorie, enhver journalists våde drøm, og den giver samtidigt Paterniti rig anledning til at genfortælle en masse andre interessante anekdoter. Dels naturligvis om Einstein selv, hans sælsomme liv og banebrydende teorier, dels - og væsentligt mere underholdende - om andre eksempler på berømtheder, hvis afsjælede kroppe fik en forunderlig skæbne. Det gælder f.eks. den amerikanske digter Walt Whitman, hvis hjerne blev opbevaret på Wistar Instituttet i mange år, indtil en forskningsassistent en dag tabte den på gulvet. Så blev den smidt ud sammen med resten af affaldet den dag. Eller forfatteren Thomas Hardy, hvis hjerte blev udtaget og i en romantisk gestus sendt til hans kone, hvor det dog uheldigvis blev spist af en hund. For slet ikke at tale om stakkels Einstein selv, der ikke bare blev berøvet sin hjerne, men også fik stjålet sine øjne af en gal mand, der åbenbart stadig har dem liggende i en bankboks.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























