Efter at have læst 'American Psycho', 'O's Historie' eller set pornofilm på Kanal København i de sene nattetimer kan man let få den opfattelse, at menneskets perversion udi det seksuelle er uovertruffen. Men deri tager man grumme fejl. Trods opfindsom brug af bananer, støvsugere og indtil ganske mange mænd i alle regnbuens farver illustrerer den britiske biolog Tim Birkhead i sin nye bog 'Promiscuity' med al ønskelig tydelighed, at menneskets sexliv på de fleste områder tilhører blandt de klart kedeligste, hvis man sammenligner med dyreverdenens umådelige variation. Der går det nemlig virkelig løs; med kannibalisme, kastration, polygami, gruppesex, voldtægt, dræbersæd og utroskab en masse. Og det gælder ikke bare de større dyr, selv et så umiddelbart kedeligt dyr som sengelusen viser sig at rumme skjulte sider. Hannerne voldtager ofte andre hanner, ikke for fornøjelsens skyld, men for at oplagre deres sædceller i offerets testikler. Hvis og når offeret senere selv har sex med en hun, viderebringer han nemlig derved ufrivilligt voldtægtsmandens sæd. Og det er tilsyneladende aldrig for sent, sengelus voldtager også gladeligt andre hanner, mens de har sex, og sender derved deres sædceller - via den kopulerende han - over i hunnen. Hunnen får derved to hanners sædceller, og det rejser det helt naturlige spørgsmål, hvilke sædceller der kommer til at befrugte æggene? Et forholdsvis enkelt problem, men hvor mærkeligt det end lyder, er det først for nylig, at der for alvor er kommet fokus på det. Og det viser sig, at hunnerne langtfra er de passive modtagere af sædceller, som generationer af mandlige forskere har antaget. Hunner på jagt efter sex I sin underholdende og tankevækkende bog skriver Birkhead, der er professor ved University of Sheffield, at »generationer af forskere har grundlæggende antaget, at hunner var monogame« og derved ikke er dykket nærmere ned i den del af den naturlige udvælgelse, der finder sted efter samlejet. Fra Darwins teorier om de stærkes overlevelse fra midten af 1800-tallet op til slutningen af 60'erne var visdommen på bjerget i al enkelhed, at dyrs - og menneskers - sexliv grundlæggende var bygget op over en simpel skabelon: Hanner konkurrerede om hunner. De stærkeste hanner fik flest hunner, mens hunnerne selv var passive og monogame. Når en hun var befrugtet, var sagen - som Darwin og hans puritanske viktorianske åndsfæller så det - afgjort. Men gennem de sidste 30 år har forskningen gjort op med den myte, og virkeligheden viser sig at være langt tættere på det, som mange mænd længe har mistænkt. De fleste hunner søger aktivt, og helt frivilligt at have sex med mange partnere. Visse myter holder dog, f.eks. er svaner 100 procent monogame, så længe deres partner er i live. Men, skriver Birkhead advarende, svaner er den klare undtagelse. Hovedreglen er et udsvævende liv for begge køn. Biologer anslår, at mindre end tre procent af alle pattedyr er monogame. Men der er stadig en grundlæggende konflikt mellem kønnenes målsætninger. Hannerne forsøger efter bedste evne at sprede deres sæd mest muligt, mens hunnerne kæmper for at finde den bedste sæd til at befrugte deres æg. Kønnenes kamp fortsætter derfor helt frem til selve befrugtningen - når en sædcelle forenes med ægget - og går derfor i al enkelhed mellem maksimal befrugtning og den bedste befrugtning. Naturens paparazzi Hvordan den kamp udspiller sig på naturens store scene, er, hvad Birkhead og hans forskerkolleger, som en slags dyreverdenens paparazzi, forsøger at afdække. De rejser til bizarre øer og ukendte lande i håb om at se dyr have sex. Et virke, der hverken er så frækt eller eksotisk, som man kunne forestille sig. Geoff Parker, en af feltets virkelige pionerer, tilbragte eksempelvis måneder med ansigtet svævende få centimeter over frisk kolort, mens han overværede talløse kvindelige møgfluer blive bedækket af to hanner på tur. Parker var endda heldig, hunnernes sexglæde understøttede hans teori, men det er langtfra altid, der er bid. En kvindelig kollega ved navn Fiona Hunter opholdt sig således sammen med en kollega 18 timer i døgnet, 56 dage i træk, på en stejl klippeskrænt for at overvåge mallemukkernes sexliv. Blot for at konstatere, at hele 84 procent af alle hunnerne var deres partnere tro, og uden at finde så meget som et eneste illegitimt æg. Og ofte må forskerne endog hjælpe naturen lidt på vej. Birkhead fortæller f.eks., hvordan han i videnskabens hellige navn har narret zebrafinker til at parre sig med døde hunner. For deres anstrengelser belønnes forskerne til gengæld med forbløffende adfærdsmønstre, der giver mange ord en helt ny betydning. Havkatten Bronze Corydoras føjer nye dimensioner til begrebet oralsex. Her synker hunnen hannens sæd - 'sluger' om man vil - men lader derefter i en interessant variation sæden komme ud igen via sit eget kønsorgan, hvor den befrugter hendes æg. Finten ved hele manøvren er at hindre sædcellerne i at flyde væk, før de når æggene. Visse typer skovsnegle lever også et vildere liv, end man skulle tro. De er hermafroditter, men er udrustet med en enorm penis på mange gange selve dyrets længde. Så lang faktisk, at den let vikler sig ind i andre snegles peniser og ofte binder sig selv fast. I så fald er eneste løsning, at den svageste snegl bider sin penis af ved roden og derefter lever livet som hun. Det ultimative offer Men det er ikke blod og sex det hele, der er også romance i dyreverdenen. I Australien lever der f.eks. en særlig gærdesmutte, hvis hunner er uhyre løse på tråden. Hele to tredjedel af alle unger har således en anden far end den, de tror, men det er sket helt uden vold. Hannerne plukker nemlig en særlig type gule blomster, der står godt til hunnernes blå farve, og med den lokker de andre hanners høner til udenomsægteskabelige løjer. I andre racer skal der dog betydeligt mere til end blomster, før hunnerne kan lokkes til sex. I visse tilfælde yder hannen det ultimative offer og tilbyder ganske enkelt sig selv som gave eller rettere måltid. Det gælder f.eks. den giftige edderkop 'redback spider', der helt frivilligt kaster sig i gabet på hunnen, efter de har haft sex. Men hans offer er ikke forgæves, hans krop indeholder nemlig et stof, som gør hunnen mindre interesseret i sex, efter at hun har ædt ham, og derved øges chancen for, at det bliver hans sædceller der kommer til at befrugte hendes æg. Kampen mod rivalerne Redback-edderkoppens offer er muligvis ekstremt, men generelt er kampen for alle hanner - uanset race - at forhindre, at hunnen har sex med andre, og dermed sikre, at han selv er far til afkommet. Det er en kamp, som kan vare længere, end de fleste nok tror. Sæd kan nemlig holde sig ganske længe hos visse dyrearter. Hunflagermus kan oplagre levende sæd i mange måneder, og på et lidt mere beskedent plan er kalkuner også godt kørende. 45 dage er gennemsnittet for deres evner udi sædopbevaring, som dog kan komme op over 100 dage. Her kan mennesker slet ikke være med, selvom de fem døgn, der ifølge Birkhead er rekorden for, at sæd overlever inde i en kvinde, dog nok er mere end mange jaloux ægtemand ville tro. Men når det så gælder om at forhindre rivaler i at befrugte hunnen, er den sikreste metode selvsagt at have konstant sex med hende, indtil hun lægger sine æg. Det er f.eks. strategien hos en særlig vandbilleart, der har sex mere end 100 gange i løbet af de 36 timer hunnen lægger æg. Ikke overraskende er det ret effektivt til at garantere, at hannen bliver far til alle de befrugtede æg. Ikke alle dyr har dog samme stamina, og mange må derfor tage mere opfindsomme og avancerede metoder i brug. For husfluen går vejen gennem hormonerne. Hannens sædvæske indeholder en række hormoner, som på forskellig vis er designet til at påvirke hunnens seksualmønster. Nogle hormoner fremskynder hendes æglægning - og mindsker dermed risikoen for, at hun når at have sex med andre - mens andre ligefrem frataget hende sexlysten for livstid. Andre arter er mere ligefremme og sætter helt bogstaveligt en prop i hunnen efter samlejet. Det gælder f.eks. visse grise, der producerer en tre centimeter lang prop, som hannen efter samlejet stopper op i hunnen, for dermed at holde rivaler ude. Men senere rivaler kan også et trick eller to. 'Ghost spider'-krabben renser således omhyggeligt hunnens kønsorgan før samlejet i et håb om at mindske muligheden for, at eventuelle rivalers sæd kommer med i opløbet. Vort kedelige sexliv Men hvad så med os? Hvordan er vores version af kønnenes kamp? Det delikate spørgsmål kommer Birkhead ikke direkte ind på, bl.a. fordi vi tilsyneladende ikke bruger helt samme avancerede tricks, men der er alligevel hints. Et af de enkleste tegn på graden af promiskuitet hos hunnerne i en given race er nemlig størrelsen af hannernes testikler. Jo mere hunnerne skejer ud, jo større er hannernes testikler. Og her ligger vi ganske middelmådigt, et sted mellem gorillaer og chimpanser. Trods vores størrelse ligger menneskets daglige sædproduktion på blot en femtedel af kaninens, og antallet af lagrede sædceller på en sølle fjerdedel. Det eneste sted, vi udmærker os rent seksuelt, er med en forholdsvis stor penis. Men selv her er der dog mange racer, der slår os med flere længder. Hunde, grise og heste kan f.eks. ejakulere direkte ind i livmoderen og dermed sikre sig, at sæden kommer lige derhen, den skal. Men før man fortvivler fuldkommen over vores manglende seksuelle formåen, er der trøst at hente hos Birkhead. Han understreger nemlig, at der stadig er masser af ukendte aspekter ved den ellers så gennemstuderede menneskelige forplantning. Det viser sig eksempelvis, at de mandlige kønsorganer er langt mere komplicerede, end de burde være. Sædvæsken kommer fra en lang række organer, og det er uvist, hvorfor væsken - hvis virkning ud over at give husly til sædcellerne er ukendt - kræver så mange kræfter. Birkheads teori er, at det er et udslag af »talløse generationer af forplantningsmæssige konflikter mellem kønnene«. Hvem ved, men én ting er i hvert fald sikker. Vi har ikke hørt det sidste til kønnenes kamp.