0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

I krig og kærlighed

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Er det et tegn på hengivenhed, invitation til sjov eller anerkendelse for veludført dåd? Gætterierne er mange, men svar er der ingen af, når det gælder indholdet af den kun fire centimeter høje elfenbensdåse.

Skruer man låget af, springer et formfuldendt erigeret mande-lem i form af en barokperle lige op i éns åsyn, og ved dens rod ser man to andre perler.

Dette fikse portræt af et meget lystent mandeunderliv befinder sig til dagligt på Rosenborg Slot som én af de utallige genstande i De Danske Kongers Kronologiske Samling.

Ingen ved desværre, hvem der er ophavsmand/kvinde til den pudsigt frivole dåse, som man daterer til midten af 1600-tallet - og dermed til den tid, hvor kong Frederik III og hans dronning Sophie Amalie regerede landet.

Derimod er man mere sikker på, at det var kongen selv, der forærede hustruen en emaljeret guldring, hvor en kvindehånd har et godt tag i et mandelem. Penisspidsen er ovenikøbet besat med rubiner, og de 22 diamanter på ringen indikerer det antal år, Frederik og Sophie Amalie på dette tidspunkt havde været gift med hinanden.

Ringen menes at være en særlig spidsfindig hilsen fra kongen til sin kone i anledning af afsløringen af dronningens særdeles intime forhold til kammertjeneren Jacob Petersen. Det understreges også af ringens latinske inskription, der frit oversat betyder »Hvis du ikke har andet«.

Navlestreng på dåse
Guldring og elfenbensdåse er blandt de 24 genstande, journalisten Merete Wilkenschildt har valgt at tage med i sin nye bog 'Kongelige klenodier og kuriositeter', som netop er udkommet.

Merete Wilkenschildt har i de enorme samlinger på de kongelige slotte fundet en række genstande, der dækker et helt menneskeliv - fra kongebørns navlestrenge i elegante sølvdåser til de tre kække, 340-årige sølvløver, der i vore dage kun én gang i hver regents levetid flyttes fra riddersalen på Rosenborg - når det pågældende statsoverhoved ligger i sin kiste på castrum doloris før begravelsen i Roskilde Domkirke.

Merete Wilkenschildt er gået efter 'den gode historie' som udvælgelseskriterium for klenodierne. Dem myldrer det med i danmarkshistorien.

Det er genstande, som vi alle kan se i de åbne kongelige samlinger, og som knytter sig til mange sider af en royal tilværelse og skæbne - regeringstid, krige og kærlighed (både den stormende og den ulykkelige), til børn, fritid og fester, til sidespring og nådiggaver, til barsel, bryllup og begravelse.

»Enhver familie har klenodier. Der kan være nogle, der er noget værd, og der kan være nogle, der bare er umistelige«, siger dronning Margrethe i et interview i 'Klenodier og kuriositeter'.

»Hvis man ser bort fra de mest iøjnefaldende værdifulde, guld og sølv og ædle stene-klenodier, så har de vel netop på Rosenborg den fascination, at der er ting, der knytter sig til kongerne og dronningerne personligt«.

»Det er bortset fra selve kronjuvelerne i høj grad ting, som har haft med dem at gøre som mennesker, som personer«, siger dronningen om interessen for de genstande, der i mange slægtled bagud har haft betydning for hendes egne forgængere og deres omgivelser.

Kongens blod
Og det er ikke mindst klædningsstykkerne på Rosenborg, der i dag fascinerer vor tids dronning:

»Det er ligesom det bringer en fjern tid tæt på, når man står over for de forgængelige genstande. Vi ved alle sammen, at guld og diamanter holder stort set til evig tid, det kan man finde i jorden ganske uforandret. Men ting af stof, ting af træ, ting af andre skrøbelige materialer, de bringer os tæt på«.

»Der får man pludselig fornemmelsen af, at der rører man ved en fremmed tid, ikke kun fordi man kan se, hvordan menneskene var klædt, men fordi det virkelig er tøj, de har båret«, siger dronningen, for hvem 'Rosenborgtapeterne' - Christian V's fantastiske gobeliner, som er vendt 'hjem' til slottet i Kongens Have efter at have prydet det tilsvarende rum på Christiansborg - er blandt klenodiefavoritterne.

Blandt de kuriositeter, man kan læse om i Merete Wilkenschildts bog, er det blod- (og efterhånden rust-plettede) tøj, Christian IV afførte sig oven på søslaget i 1644 ved Kolberger Heide, hvor han var blevet hårdt såret af splinter fra en sprængt kanon.

Med er også den senere kong Christian VI's barselsgave til hustruen Sophie Magdalene, da hun den 31. marts 1723 havde født en søn - en kæde af grønne smaragder, der i dag indgår som en væsentlig del af kongeriget Danmarks kronjuveler i form af et garniture med diadem, øreringe, halskæde og broche - i alt 67 smaragder og 2.104 diamanter.

Det er en fabelagtig smuk gestus fra husbondens side, når man betænker, at dronningen, ifølge Merete Wilkenschildt, havde ry for at være ødsel, hovmodig, pietistisk snæversynet, hypokondrisk og jaloux.

Blandt de mere kuriøse sager er busterne af drengene Carl og Frederik. Disse to, meget livagtige voksbuster fra 1771 hører i dag hjemme på Rosenborg. De forestiller den senere Frederik VI og hans legekammerat Carl Nyegaard.

Voksfigurer var datidens store hit, og det kan man godt forstå. De to drenge står på deres piedestal og har kasserollefrisurer, blå øjne og antydningen af et smil - dog viser kniplingerne og den noget forhutlede elefantorden på Frederik-statuen, hvem der er kronprins, og hvem der (måske) var fra børnehjemmet 'Det Kgl. Opfostringshus'.

Carl gik det i øvrigt ilde - han døde året efter. Af mæslinger. Mens Frederik reelt kom til at regere sit efterhånden ganske indsnævrede kongerige i 55 år.

Pantsatte kronen
Wilkenschildt er faldet for den senere Frederik VII's mahognivugge fra 1808 - det eneste møbel, maleren Nicolai Abildgaard har tegnet. Og i den spektakulære afdeling er også Odense-guldsmeden Dirich Fyrings fantastiske og symbolladede kongekrone - 'klenodiet over alle' - som rigsrådet satte på den unge Christian IV's hoved i Vor Frue Kirke i København den 29. august 1596, og som kongen senere i livet pantsatte for at få råd til at føre det liv (og de krige), som han førte.

»I disse tider er det vigtigt at huske på, at mange af de danske kuriositeter, som siden blev klenodier, er kommet udefra - skabt af udlændinge, der fik bestillingsopgaver eller kom hertil - eller af danskere, der var rejst ud. Vi er i den grad et produkt af Europa - det hele hænger sammen«, siger Merete Wilkenschildt.

Hendes bog fortæller om de rigt besatte og uvurderlige ordensstjerner, dronning Margrethe hvert år 1. januar bærer ved nytårskuren, men som kun ved en hofmands snilde blev hevet ud af grevinde Danners dødsbo og dermed kunne indgå i rigsregalierne i stedet for at ende på en auktion over samme, forkætrede grevindes efterladenskaber.

Her er historierne om kejserinde Dagmars forunderlige rejseapotek med et hav af medikamenter, og om de københavnske håndværkeres gave til det danske monarkis første guldbrudepar, Christian IX og dronning Louise, i 1892 - en elegant, sortlakeret karet, som parrets efterkommere fortsat bruger ved særlige lejligheder.

Det var i denne vogn, at prins Joachim og Alexandra Manley blev hyldet på deres køretur gennem hovedstadens snefog dagen før deres bryllup i 1995.

Og lad os da slutte med mere fest. Til kongehusets 'klenodier og kuriositeter' hører også 'Rosenborgvinen', der i dag ligger i stålfade under Rosenborg. På det nye års første aften drikker rigets bedste kvinder og mænd altid et glas af denne helt særlige rhinskvin ved dronningens nytårstaffel.

Vinens originale dråber stammer fra slutningen af 1500-tallet, og de er siden tilsat store mængder vin af forskellig lødighed. Så sur var denne højfornemme drik, at taffelgæsterne i mange år fik serveret sukker til for at kunne sluge saften.

Sådan er det ikke længere. Ny vin er hældt til, og selv om 'Rosenborgvinen' fortsat har en helt særlig smag, så tager man som kongelig gæst vel det offer med,