0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dan den skrivende tilstand

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Digteren Dan Turèll døde i 1993. Allerede i 1995 udgav vennen og tegneren Peder Bundgaard portrættet 'Superdan'.

Det medlevende og varme portræt havde nærmest karakter af folkebogen om Dan Turèll. Men i sit forord understregede Bundgaard, at der ikke var tale om en systematisk litteraturhistorie:

»Jeg er en fan, så det går slet ikke. Den må komme engang ad åre, når værket er modnet«, skrev Bundgaard. Spørgsmålet er, om det nogensinde modner og falder definitivt på plads.

'Jeg tror nok jeg kan tåle mere kærlighed end de fleste' skrevet af vennen og kollegaen Asger Schnack er et forsøg på mere systematisk at indkredse den utrættelige skrivetilstand Dan Turèll ved hjælp af hans værk, liv og samtid.

At der er nok at tage fat på, understreger den grundige og brugbare bibliografi, der sniger sig op på ikke mindre end 27 sider.

Asger Schnack redigerede allerede i 1994 et 163 sider stort udvalg af Dan Turèlls forfatterskab. Det er måske en af grundene til, at Dan Turèlls egne tekster fylder forholdsvis lidt i denne bog om Dan Turèll.

En bog, der så at sige er skrevet på halvdistancen. Schnack stiller skarpt på vennens forfatterskab med et kærligt-køligt-kritisk blik.

Mennesket og digteren Dan Turèll træder ikke mindst frem via sine kulturelle fascinationer. Den kulturelle dansk-amerikaner Dan Turèll, der var optaget af et enormt galleri af amerikanske helte fra Ezra Pound, Albert Ayler og Allen Ginsberg til Lou Reed og Jerry Garcia.


Schnack skildrer forbilledligt den grå indeklemte stemning i 1950'ernes danske forstad. Det bliver på den baggrund, Turèlls entusiasme for 1960'ernes frihedsbudskab skal forstås.

Syretrippet og udflipperiet var for Dan Turèll ikke et oprør imod forældregeneration og danskhed, men et oprør imod at blive kvalt i åndelig havregrød.

Det amerikanske var en befrielse: »Jeppe Aakjær sang måske om farfars jord, men Jack Kerouac sang om mit baghoved, og hvad der skete i det«.

Fremragende er ikke mindst Schnacks kortlægning af inspirationskilderne og det kulturelle rodnet i forfatterskabets tidlige faser.

Schnack slår hovedet på sømmet med sin karakteristik af Dan Turèll som »en personlighedstype, vi ikke før havde set i Danmark, ærlig, rå og raffineret, vidende og arrogant, fræk og folkelig«.

Om den på mange måder paradoksalt folkekære forfatter argumenterer Schnack overbevisende for den grundlæggende illusionsløshed som en kerne i Turèlls forfatterskab.


1973 bliver udråbt til det store omdrejningsår for forfatterskabet. Det er året, hvor 'Manjana, den endeløse sang flimrende igennem hudens pupiller' udkom.

Året, hvor Turèll skrev gennembrudsværket 'Karma Cowboy' (der dog først udkom i 1974), og året, hvor han for første gang brugte betegnelsen Onkel Danny i 'Onkel Danny's dadaistiske disc-jockey djellaba jazzjungle joysticks'.

Året, Dan Turèll åbnede 'Manjana' med »Ord fra mit nyegamle/kendteukendte sammeanderledes/land hvor jeg/ sigerskriver/ingenalting/enaldrigmeregangtil«.

Året, hvor skrivekuglen afgørende skiftede orientering fra en teoretisk skrifttilstand til en praktisk litteratur, der snart skulle føre ikke blot til 'Vangede Billeder', men også føre showmanship, sølvstjerner og kriminalromaner med sig.

'Den altrummende tid' kalder Schnack perioden, hvor Turèll for alvor flyttede fra en avantgardeposition og ind i folkelighedens favn.

Ikke mindst takket være 'Vangede Billeder', som Schnack mener, har mange kvaliteter, men også til syvende og sidst er en skønskrivning, der ikke får omkostningerne med.


Mange tråde fra litteraturens og musikkens verdener iltede og inspirerede et forfatterskab, der både citerede flittigt og skrev sig ind og ud af og hen over heltenes tekstforlæg.

Men når man tager i betragtning, hvor relativt lidt Schnack benytter Turèlls egne tekster, kan det virke ude af proportioner, når Schnack introducerer og citerer inspirationskilder og samtidige.

Det er således næppe nødvendigt at bruge en hel side på at (igen)fortælle historien om The Velvet Underground eller at citere en halv side af Rolf Gjedsted, blot fordi Gjedsted på samme tidspunkt som Dan Turèll var inspireret af rockmusikken.

At lange citater på engelsk (og et enkelt på tysk) ikke er oversat til dansk, ligner også en unødvendig hurdle for den almindelige læser af en bog, der ellers netop på mange måder er en introduktion, der giver både overblik og indsigt i et vildtvoksende forfatterskab, der er svært at vurdere med gængs målestok.

Fordi det enkeltstående forkromede hovedværk ikke findes. Fordi det netop som poesien og energien med skiftende intensitet er her, der og alle vegne i et forfatterskab, man nu vil kunne vende tilbage til med fornyet nysgerrighed.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu