Modsat det liberal-demokratiske retsprincip: ingen forbrydelse uden lov, lød det i Hitlertyskland: ingen forbrydelse uden straf. For Hitler og hans kumpaner var der ingen tvivl: Loven er ligegyldig, straffen er alt. Et massivt flertal af tyskere støttede dette totalitære og forbryderiske princip lige til det sidste. Måske blev begejstringen mindre, men støtten var ikke desto mindre så massiv, at organiseret modstand var utænkeligt. Var Hitlerstyret ikke et styre for folket, så var det i hvert fald et styre ved folket, kan det uddrages af den amerikanske historiker Robert Gellatelys undersøgelser, hvor han i vidt omfang bygger på studier af aviserne. Allerede før magtovertagelsen i 1933 havde Hitler, påpeger han, ikke vanskeligt ved at vinde journalisterne og pressen for sin sag, og trods censuren blev reportager i aviserne en væsentlig del af hverdagen under Hitlerstyret. Det var fra medierne - aviser og radio - at flertallet hørte om Gestapo, domstole og koncentrationslejre. »Politiet og domstolene ignorerede ikke den offentlige opinion, men forsøgte igen og igen at vinde den for sagen ved hjælp af medierne«, konstaterer Gellately. Indirekte understreger han dermed, at der stadig mangler en tilbundsgående undersøgelse af de tyske medier og deres hverdag under nazismen, herunder ikke mindst af de tilpasningsduelige journalister.
Folket bakkede Hitler op
Lyt til artiklen
