En ny oversættelse af Bibelen er på vej, selvanmeldt af projektleder Jens-André P. Herbener i kroniken 23.8., 'Bibelen uden Jesus'. De to udsendte bøger, en teoribog og en prøveoversættelse, er en begivenhed. De blæser til kulturkamp. Ned med kirkebibelen, den autoriserede oversættelse af 1992! Ind med en akademisk skolebibel »på videnskabeligt grundlag!«. Den skal ud til alle og enhver, »det brede publikum«, ja til de dannede i »hele undervisningssystemet«, kulturens fortrop. Med Herbener og Co.s nyoversættelse går der videnskab i vor kulturs bibelske grundmyte, som skal bringes på niveau med tidens rationelle dannelse. Vi skal se i øjnene, hvad Friedrich Schleiermacher besvor i 1829, at kristendommen (kirkebibelen) går med barbariet og videnskaben med vantroen (skolebibelen). Herbeners polemik mod kirkebibelen, synes jeg, er hurtigt overset. 1992-oversættelsen af Det Gamle Testamente er, hævder han, videnskabelig uacceptabel, fordi den i så høj grad har tilpasset sit sprog til Det Nye Testamente, kirkens liturgi og salmer, men der findes ingen kirkelig Jesus i den hebraiske bibel, som fejlagtigt kaldes Det Gamle Testamente. Næh, bogen skal læses på sine egne religionshistoriske præmisser, dens religion er polyteistisk, en helt anden religion end den hellenistiske kristendom. Fejlen er altså, at 1992-teologernes er så kirkeligt forudindtaget. De propaganderer for kristendom med deres oversættelse. Herbener redegør instruktivt for tilblivelsen af 1992-oversættelsen, men hans kritik løber åbne døre ind, for kirketeologerne med Niels Jørgen Cappelørn i spidsen lagde deres præmisser klart frem. De havde sat sig som opgave at producere en brugsbog, en kirkebibel, på én gang kirkelig og videnskabelig.