0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den enkeltes møde med Gud

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Store temaer får gerne dacapo, ofte let forskudt. Søren Kierkegaard dyrkes igen efter års tavshed, men nu i æstetisk drapering. Turen er også kommet til den teologiske mestertænker, Rudolf Bultmann (1884-1976), fader til afmytologiseringen, ven af Martin Heidegger, men denne gang præsenteret af Knud Rendtorff som en ideologikritisk teolog i Tyskland fra Første Verdenskrig til det politiske ungdomsoprør.

Synsvinklen overrasker, for Bultmann sagde ofte, at han var en upolitisk ånd. Selv Første Verdenskrig gik sporløst hen over hans teologi.

Men Rendtorff påviser, hvordan Bultmanns teologi har et kritisk potentiale i hans insisteren på den enkelte, individet ansigt til ansigt med den evige Gud i tiden. Mennesket er en fremmed i verden og derfor også fri til kritisk at afsløre alle forsøg på at tilkende verden absolut mening, navnlig i form af nazistisk heltedyrkelse og nationalreligiøs folkehysteri.

Rendtorffs bog løber på to spor. Det ene består i et kronologisk ordnet 'strejftog' gennem Bultmanns teologiske skrifter, håndfast refereret. Det andet spor forfølger samspillet mellem Bultmanns teologi og tysk politisk kultur.


Bultmanns akademiske løbebane kulminerede de 30 år i Marburg (1921-51). Her skrev han en stribe epokegørende bøger om evangeliernes traditionshistorie (1921), en bog om Jesus (1926), som han læste højt for Heidegger, en kommentar til Johannes-evangeliet (1941) og samme år det opsigtsvækkende program om afmytologisering. Kronen på værket var en nytestamentlig teologi (1953).

Alt sammen i højlærd, historisk kritisk stil. Kernen i hans teologi består i at forstå evangeliet som en særlig eksistensforståelse, der præcist formuleres af den paulinske sentens om at græde, som om man ikke græd, glæde sig, som om man ikke var glad, gøre brug af verden, som om man ikke brugte den.

En som-om-holdning, der udtrykker kritisk distance til livet, fordi det har fodfæste i Gud. Bultmann sagde, at Gud viste sig i Kristi kors, en død, som eksistentielt betyder, at man må give afkald på bekymret at presse en absolut mening ind i livet.

Med døden som horisont har livet kun mening som en gudgivet gave.


Hvordan hang denne teologi sammen med tiden? Rendtorff påviser, hvordan også Bultmann skrev såkaldte krigsprædikener under Første Verdenskrig, proklamationer af forsynet, Gud med os, og det heltemodige offer for folkets skyld. Parolen var, at krigen udlægger Bibelen. Her havde Bultmann ikke særlig stor distance til krigens vanvid.

Men i Weimar-republikkens sentid punkterede han enhver dyrkelse af personligheden med sin Jesus-bog, hvor budskabet var vigtigere end manden.

Under Anden Verdenskrig stod han den antinazistiske bekendelseskirke bi, dog med svigtende sans for, at Hitlers arierparagraf, som forbød jøder at indtage offentlige embeder, politisk set var en skandale. Med sin kommentar til Johannes-evangeliet lagde han afstand, men for lidt til evangeliets åbenlyse antisemitisme.

Efter krigen blussede striden op om afmytologiseringen, som i en desillusioneret efterkrigstid fortolkede Bibelens mytiske forestillinger ud fra deres intenderede eksistensforståelse, en procedure som indebærer et maksimum af kritisk rationalitet, der fastholder livets paradoksalitet.

Rendtorffs sigte er at vise, hvordan Bultmanns kritiske teologi går sammen med en humanistisk dannelse, der lægger afstand til enhver mytologiserende irrationalisme, skønt ikke altid lige konsekvent.


Bultmann var nu nok mere politisk naiv, end Rendtorff lægger op til, men hans bog udfordrer til eftertanke. For dels er det rigtigt, at kristendom har sat en kritisk selvrefleksion i verden. Dels er Bultmanns teologi nok mere politisk slagkraftig, end man skulle forestille sig, fordi den altid fastholder, at livets mening ikke afgøres politisk.

I marginen har Rendtorff optaget en række snapshots af med- og modtænkere, for eksempel Heidegger, der faldt for førerkulten i 1933 (Hitler var nok udannet, men havde så smukke hænder), og Karl Barth, som skrev, at Bultmann og han var som en elefant og en hval, der mødtes i strandkanten, uden at have nøglen til fælles forståelse. Disse billeder var sammen med den danske reaktion på Bultmann nok et nærmere rendtorffsk studium værd.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce