0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sieg Haider

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er ikke mere end små to år siden, at Jörg Haider, dengang formand for det højreorienterede Frihedsparti i Østrig (FPÖ), var på alles læber i Europa. Og med god grund: FPÖ, hvis partiprogram indeholder nogle kradsbørstige punkter om flygtninge og indvandrere, havde nemlig efter en formidabel valgsejr indgået et regeringssamarbejde med det konservative parti ÖVP.

Ikke alene var den traditionelle magtdeling mellem de konservative og socialdemokraterne blevet brudt for første gang i Østrigs demokratiske efterkrigstid, men 'det brune spøgelse' havde med den tyske avis Die Zeits ord rejst sig fra graven for atter at hjemsøge Centraleuropa.

Vreden og frustrationen blandt Haiders modstandere over valgresultatet brød i bogstaveligste forstand ud i lys lue. En østrigsk forfatter gik så vidt som til at stikke sine egne bøger i brand foran alverdens snurrende kameraer.

»Hvorfor gør du det?«, ville journalisterne vide. »Hvis ikke jeg selv gør det, skal den nye Fører nok sørge for det. Autodaféernes tid er kun lige begyndt!«, lød det dramatiske svar.

Hvordan kan Haider, det pæne og smilende menneske, dog blive genstand for så megen virak? Hvilke kræfter gemmer han egentlig på? Og er han til fare for demokratiet? Det er nogle af de spørgsmål den østrigske journalist Christa Zöchling har forsøgt at få hold på i en bog om Haiders liv og politiske karriere.


Haiders barndomshjem i 1950erne var præget af forældrenes skuffelse over Hitlertysklands nederlag. Hele sin opvækst var Haider omgivet af folk, der ligesom forældrene var tidligere nazister og stadig talte og tænkte, som om verden ikke var forandret.

Han lærte, at historien om krigen var fordrejet af de allierede sejrsherrer, og at mordet på jøderne var konstrueret med det formål at kompromittere det tyske folk.

Det kan derfor ikke undre, at Haider i sine unge år øvede sig i fleuretfægtning på en strådukke, der på brystet bar påskriften 'Wiesenthal' efter den berømte jødiske nazi-jæger Simon Wiesenthal.

De politiske værdier, Haider fik med hjemmefra, er de samme han har slået sig op på i offentligheden, dog i en let modereret version. Han er ikke 'egentlig' nazist, men derimod en overbevist nationalist, som opdeler verden i over- og underlegne kulturer (og ikke racer). Den højeste kulturform er den germanske.

Haider er østriger, poserer gerne i alpekostume og gør intet for at sløre sin dialekt, men han tror fuldt og fast på et Stortyskland og en fælles tysk kulturel akse. Han er derfor noget så sjældent som en nationalistisk politiker, der ønsker sit eget hjemland opløst.

Mange kritikere af Haider har beskyldt ham for tilpasse sine meninger til det publikum, han står overfor. Meget apropos skriver Christa Zöchling, at Haider som gymnasieelev var en flittig amatørskuespiller, hvis hedeste ønske var at blive professionel, en drøm hans praktiske mor imidlertid fik sat en stopper for.


Men, og dette er bogens vigtigste pointe, Haider er ikke en leddeløs vindbøjtel, som desperat jagter de ledige standpunkter.

Hele hans tankesæt er stærkt højreorienteret og hans slebne facon, som af nogle altså opfattes som rendyrket opportunisme, er et forsøg på at få yderligtgående synspunkter til at glide lettere ned hos vælgerne. Haider er så afgjort populist, men populisme er en politisk stil, ikke en ideologi.

Som en taktisk begavelse med et umiskendeligt talent for at posere, er Haider ikke en politiker, man skal afskrive.

Ganske vist fravalgte han en ministerpost i sit partis koalitionsregering, men ved næste parlamentsvalg vil han formentlig gå målrettet efter kanslerposten med det erklærede formål at opløse den østrigske stat og føre Østrig 'heim ins Reich' (hjem i riget, red.).

Portrættet af Haider, som kommer vidt omkring blandt både venner og fjender, efterlader ingen tvivl om, at Haider foretrækker verden af i går i form af en autoritær og etnisk homogen stat.

Når han alligevel ikke er til fare for de demokratiske institutioner skyldes det, at han har indset, at fantasi og virkelighed sjældent marcherer i takt.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce