Romantik er som bekendt, og som så meget andet, ikke, hvad den har været. Bevægelsen inden for kunst og litteratur blev i vort eget land ikke blot udnævnt til en særlig og særegen guldalder, men også til selve nationalstatens fødsel midt i det danske nederlag. Et mentalt og socialhistorisk paradigmeskift lancerede et åndeligt og grænseoverskridende kærligheds- og menneskebegreb, som vi stadigvæk bakser med, forholder os til. Og i disse år med postmoderne ironi, assisteret af de meget kontante og kropsligt fikserede massemedier, muligvis er under en form for afvikling. Ikke nok med det, men vor grunduddannelse har lært generationer af danskere, at romantikken, som bryder omkring 1800, er et særligt nordeuropæisk fænomen. Fra Rhinen til Reykjavik et indædt opgør med den herskende latinsk-romanske kultur igennem sekler og et lige så hidsigt opgør med 1700-tallets fransk-engelske oplysningstid. De der parykbærende og spejdende nørder i Adam Oehlenschlägers Guldhornene som ikke ser »det ærværdige Høie« bag om oldtidsfundenes ædelmetal. Men at sætte romantikken op i sådanne skarpe modsætninger skyldes langt mere en historisk-ideologisk strategi end kendsgerninger og udviklinger i de faktiske forhold. Nyere teorier har vist, at romantikken har langt større korrespondancer end kontraster med fortiden. At bevægelsen ikke løber i en stor flod fra nord, men snarere, for at blive i metaforen, er et frugtbart delta, hvor flere strømme mødes.
Fra et frugtbart delta
Lyt til artiklen
