Det er godt, vi har folk som Erik Sigsgaard til at holde den børnepolitiske fane højt og på velunderbygget grundlag kvalificere diskussionen om de smås væsen og hverdag. I murstensbogen 'Børn og institutioner' har man chancen for en fin indføring i hans pædagogiske kongstanker, kvintessensen af mere end tyve års forskning og virke - formet som en nyrevideret sammenskrivning af de pædagogiske klassikere 'At knytte skilte verdener sammen', 'Gode venner', 'Det åbne og det lukkede' og 'At være betroet'. Det drejer sig i al sin besværlige enkelhed om 'den gode institution' og således nok så meget om vores syn på børns forhold til sig selv, hinanden og os - hvorvidt (og i givet fald hvordan) man skal forvandle daginstitutionen til en lydhør og reflekterende organisme, hvor børn og voksne kan gøre sig nyttige erfaringer og i fællesskab afæske verden dens indretning og hemmeligheder. På en montageagtig baggrund af interview, cases og teoretiske refleksioner argumenterer bogen mod den tiltagende bureaukratisering af institutionslivet til fordel for en procesorienteret, 'økologisk' pædagogik, hvor de voksne i højere grad end at være hierarkiets korreksende top danner scene for børnenes egen sociale kompetence - deres autonomi, selvværd og medfødte evner for pilfingret videbegær og kreativ spontanitet. I det sigsgaardske univers har institutionen karakter af et kooperativ snarere end et asyl, et dynamisk eksperimentarium, som bestandigt søger at 'afinstitutionalisere' sig selv. Den gode institution karakteriseres bl.a. ved sin »produktive beslægtethed med omverdenen« og danner derved modpol til fremherskende samfundsmæssige tendenser som polarisering og isolation. Institutionen skal være en tænketank i evig dialog, hvilket ikke blot kræver pædagogernes aktive medvirken, men også ansvarliggør mødre og fædre i en grad, som vist vil gøre de fleste senmoderne egotripper-forældre stakåndede. 'Børn og institutioner' er en skarp kulturkritik, men formår til trods for de dystre samtidsdiagnoser at gøre læseren i godt humør, fordi man i glimt indser, at tingene kan gøres anderledes. Det er en flot bog, som nok kan siges at have utopiens flyvske karakter, men samtidig er så nøgtern og insisterende hjertevarm, at man nødvendigvis må inspireres og tænke videre selv. Her er grundlaget for en tidssvarende børnefaglig værdidebat - en diskussion af, hvordan vi i fællesskab redder en truet art: det frie og frække barn.