I 1959 beskrev hjertelægerne Friedman og Rosenman A-mennesket som en person, der bruger en uforholdsmæssig stor del af sin følelsesmæssige energi på at kæmpe imod tidens normale pres: »Hvordan kommer jeg hurtigere frem, hvordan får jeg gjort mere og mere på kortere tid?«. A-mennesket »bliver direkte tosset, hver gang nogen taler langsomt til ham eller står og leder efter ordene, hver gang et fly er forsinket eller hvis bilerne snegler sig af sted på motorvejen og der opstår kø et eller andet sted«. Rosenman og Friedman ønskede med A-mennesket at beskrive mennesker med større risiko for hjertesygdomme. Senere undersøgelser viste, at det ikke passede, men det, de egentlig beskrev, skriver James Gleick i 'Ikke tid nok', var fartsygen. Teorien om A- og B-mennesker er lige så videnskabeligt uvederhæftig, som den blev en samfundskritisk succes, skriver han. Om end vi måske ikke alle endnu er A-mennesker, så kender vi alle nogle og i hvert fald visse af deres karaktertræk - fra os selv. A-mennesker er dem, der trykker på 'luk døren'-knappen i elevatoren. Det er dem, der trykker på 'hertil'-knappen igen, selv om den lyser, og de godt ved, at elevatoren ikke kommer hurtigere af den grund. Faktisk har elevatorfirmaerne gjort sig store overvejelser for at spare vores tid og ikke mindst få os til at tro, at vi ikke spilder vores tid. Det er uhyrlig og morsom læsning. De fleste mennesker kan tåle at vente femten sekunder på en elevator. Går der fyrre, bliver de synligt urolige.
Vi når det ikke ...
Lyt til artiklen
